Sag om ejerskifteforsikring: Udbetaling af erstatning til den ene af to samlevende forsikringstagere efter samlivsophør

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Dansk Boligforsikring A/S vedrørende udbetaling af erstatning under en ejerskifteforsikring til kun én af to forsikringstagere efter et samlivsophør.

Sagens baggrund

Klageren og hendes tidligere samlever ejede en ejendom i lige sameje og var begge anført som forsikringstagere på en ejerskifteforsikring. Den 9. marts 2018 anmeldte klageren en skade på ejendommens gulve. Selskabet tilbød den 10. juli 2018 at dække skaden med 57.312,50 kr. baseret på et udbedringstilbud.

Forløb og udbetaling

Den 13. december 2018 kontaktede samleveren selskabet telefonisk og oplyste, at parret skulle gå fra hinanden, at klageren var fraflyttet, og at huset skulle sælges. Samleveren varetog kontakten med ejendomsmægleren. Selskabet og samleveren aftalte herefter, at sagen blev afsluttet med en kontant udbetaling på 40.000 kr. til samleverens konto, under forudsætning af at skaden blev oplyst i forbindelse med salget. Ejendommen blev efterfølgende solgt den 2. juli 2019, og det blev oplyst til køber, at der var problemer med gulvene, og at ejerskifteforsikringen havde udbetalt erstatning til sælger.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren oplyste, at samleveren havde beholdt hele kontanterstatningen selv og bestred, at hun skyldte ham penge, der kunne give grundlag for modregning. Hun anførte over for selskabet, at det ikke var berettiget at udbetale en kontanterstatning til samleveren uden hendes samtykke, da selskabet var bekendt med samlivsophøret. Klageren mente desuden, at det afveg fra forsikringsaftalens almindelige erstatningsprocedure at udbetale kontanterstatning uden udbedring af skaden. Hun krævede, at selskabet udbetalte erstatningen på ny.

Selskabets påstande og argumenter

Dansk Boligforsikring A/S anførte, at det er sædvanligt, at den ene forsikringstager forestår anmeldelse og kommunikation i skadesager, og at selskabet i god tro udbetalte erstatningen til samleveren med frigørende virkning. Selskabet henviste til Aftaleloven § 10, stk. 2 og Aftaleloven § 11 og argumenterede for, at interne formueretlige aftaler mellem ægtefæller og samlevende ikke er noget, et forsikringsselskab kan pålægges at undersøge. Selskabet fastholdt, at de ikke havde viden eller mistanke om uenighed mellem parterne om fordelingen af erstatningssummen. De oplyste, at de ville have udbetalt pengene til klageren, hvis hun havde været kontaktperson.

Selskabet, Dansk Boligforsikring A/S, skal betale klageren 20.000 kr. i erstatning for skaden vedrørende ejendommens gulve. Erstatningen skal forrentes i henhold til Forsikringsaftaleloven § 24. Klagegebyret tilbagebetales.

Ankenævnet bemærker, at klageren og hendes daværende samlever ejede ejendommen i lige sameje og begge var anført som forsikringstagere. Dette betyder, at forsikringen dækkede begges respektive og individuelle interesse i skader på ejendommen. I henhold til Forsikringsaftaleloven § 57, stk. 1 tilkommer retten til erstatning den, hvis interesse forsikringen skal dække. Nævnet finder derfor, at aftaler om udbetaling af erstatning til endelig afgørelse af en skadesag som udgangspunkt må tiltrædes af begge forsikringstagere.

Nævnet anerkender, at selskabet med rette kan indgå aftale med én af forsikringstagerne, hvis omstændighederne tilsiger, at denne må anses for legitimeret til at indgå aftale på begge forsikringstageres vegne. Hvorvidt en sådan legitimation foreligger, beror dog på de konkrete omstændigheder i sagen.

Efter en samlet og konkret vurdering finder nævnet, at selskabet ikke med føje har kunnet antage, at samleveren var legitimeret af klageren til at indgå aftale med selskabet om kontanterstatning og om at få erstatningen udbetalt til egen konto. Nævnet har lagt vægt på følgende:

• Selskabet fik oplyst, at samlivet mellem klageren og samleveren var ophørt, at klageren var fraflyttet ejendommen, og at ejendommen skulle sælges, i umiddelbar tilknytning til aftalen med samleveren.
• Under disse omstændigheder måtte selskabet kunne påregne, at der skulle ske en deling af klagerens og samleverens fælles aktiver, og at der ikke var fuld enighed mellem parterne om de økonomiske forhold.
• Den indgåede aftale med samleveren indebar en kontant udbetaling til hans egen konto til fuld og endelig afgørelse af skadesagen, uden at der blev forudsat udbedring af skaden. Dette afveg fra forsikringsbetingelsernes punkt 5, som kræver dokumentation for erstatningens anvendelse.
• Klagerens personlige tab som følge af skaden og ejendommens forringede værdi ville være udækket, hvis hun ikke kunne få samleveren til at dele den udbetalte erstatning eller anvende den til udbedring.

Nævnet finder derfor, at selskabet må bære risikoen for, at klageren, som er sikret under policen, ikke har fået forsikringsdækning for skaden, idet selskabet har udbetalt hele erstatningen til samleveren uden klagerens accept. Nævnet finder ikke grundlag for at betvivle, at klageren ikke har modtaget sin andel af erstatningen fra samleveren. Selskabets henvisning til Aftaleloven § 10, stk. 2 og Aftaleloven § 11 ændrer ikke dette resultat.