Sag om forældelse af krav på renter af udbetalt invalidesum

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Danica Pensionsforsikring A/S (tidligere SEB Pension) vedrørende et krav om rentegodtgørelse for en forsinket udbetaling af en invalidesum.

Sagens baggrund

Forsikringstageren havde en livs- og pensionsforsikring, der omfattede en invalidesum på 100.000 kr. ved varigt nedsat erhvervsevne. Klageren begyndte at modtage pension den 17. maj 2003, og hendes erhvervsevne blev varigt nedsat pr. 1. august 2004. På dette tidspunkt skulle invalidesummen have været udbetalt. Selskabet erkendte, at de ved en fejl havde glemt at udbetale invalidesummen i 2004.

I juli 2018 udbetalte selskabet invalidesummen på 100.000 kr. til klageren. Selskabet oplyste, at udbetalingen skete pr. kulance, da de anså kravet for forældet.

Parternes påstande og argumenter

Klagerens påstand: Klageren krævede rentegodtgørelse for perioden fra invalidesummen skulle have været udbetalt (1. august 2004) til datoen for modtagelse af rentegodtgørelsen, med henvisning til Renteloven.

Selskabets argument: Selskabet fastholdt, at rentekravet var forældet. De argumenterede for, at betaling af forsikringssummen pr. kulance ikke genopliver et allerede forældet rentekrav, og at en forældelsesfrist ikke kan afbrydes, når forældelsen allerede er indtruffet. Selskabet bemærkede, at selvom fejlen skyldtes dem, var kravet forældet.

Centrale datoer og beløb

Nævnet finder, at klagerens krav på invalidesum og renter er forældet, idet invalidesummen kunne have været krævet betalt den 1. august 2004. Ankenævnet kan herefter ikke pålægge selskabet at betale renter af invalidesummen til klageren.

Begrundelse

Nævnet fastslår, at kravet på invalidesum forfaldt den 1. august 2004, da klagerens erhvervsevne varigt blev nedsat til halvdelen eller derunder. Ved forældelse af hovedfordringen – i dette tilfælde invalidesummen – bortfalder også krav på rente, jf. Forældelsesloven § 23, stk. 2. Denne bestemmelse fastslår, at et accessorisk krav, som renter, forældes sammen med hovedkravet.

Ankenævnet henviser til den dagældende Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1, som angiver, at krav, der er grundet i forsikringsaftalen, forældes 2 år efter udgangen af det kalenderår, hvor fordringshaveren fik kundskab om kravet og om, at det er forfaldet. Desuden bemærkes den nugældende Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 3, der fastsætter, at forældelse af krav på forsikringsydelsen senest indtræder 10 år fra den dag, ydelsen kunne kræves betalt, selvom klageren måtte have været i utilregnelig uvidenhed om sit krav.

Nævnet finder ikke, at det er godtgjort, at selskabet i sin korrespondance med klageren i 2018 – efter fejlen blev opdaget – har givet hende et tilsagn om, at selskabet ikke ville gøre forældelse gældende for så vidt angår kravet på renter af invalidesummen. Det forhold, at den manglende udbetaling af invalidesummen i 2004 beror på en fejl fra selskabets side, kan ikke føre til et andet resultat med hensyn til rentekravets forældelse.