Afgørelse om dækning af skade på motorbåd: Tvist om erstatningssum, skadeomfang og ansvar for reparationsfejl

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Vienna Insurance Group vedrørende dækning og erstatningsansvar efter et bådhavari i september 2013.

Sagens faktiske omstændigheder

Den 7. september 2013 var forsikringstagerens motorbåd udsat for et havari, hvorved vand trængte ind i motorrummet og forårsagede omfattende skader på motorer og elinstallationer. Båden var kaskoforsikret hos Vienna Insurance Group. Selskabet afviste oprindeligt dækning, hvilket førte til en retssag. Parterne indgik den 8. februar 2018 et retsforlig, hvor selskabet anerkendte at dække skaden. Efterfølgende udbetalte selskabet 195.565,10 kr., hvoraf 148.958,42 kr. var hovedstol og 46.606,68 kr. var renter, baseret på en havarirapport.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstande: Klageren fremsatte tre hovedpåstande om yderligere betaling:

• Påstand 1: Betaling af 451.041,58 kr. med tillæg af rente efter forsikringsaftaleloven § 24. Dette beløb repræsenterede forskellen mellem kaskoforsikringens dækningsmaksimum på 600.000 kr. og den allerede udbetalte hovedstol, samt påløbne renter. Klageren gjorde gældende, at det samlede tab oversteg dækningsmaksimum.
• Påstand 2: Betaling af 61.902,50 kr. med tillæg af rente efter forsikringsaftaleloven § 24. Dette krav dækkede tab, der ikke var omfattet af dækningsmaksimum, såsom omkostninger til opmagasinering og bjærgning, med henvisning til forsikringsaftaleloven § 53.
• Påstand 3: Betaling af 463.660,70 kr. (senere justeret til 311.954,00 kr.) med tillæg af rente efter erstatningsansvarsloven § 16. Dette krav vedrørte erstatning for de to motorer, som klageren mente var totalskadet som følge af fejlhåndtering fra et værksted, som selskabet havde udpeget. Klageren argumenterede, at selskabet hæftede for værkstedets handlinger.

Selskabets argumenter: Vienna Insurance Group bestred klagerens yderligere krav. Selskabet fastholdt, at den udbetalte erstatning på 148.958,42 kr. var korrekt opgjort af deres havarikonsulent. De afviste dækning for en utæt turbolader, da denne skade ikke blev anset for at være en direkte følge af havariet, men snarere almindelig slitage. Selskabet bestred desuden at være erstatningsansvarlig for de totalskadede motorer, idet de anførte, at de ikke havde haft indflydelse på konservering og opbevaring af motorerne efter havariet. De henviste til forsikringsbetingelsernes punkt 11.1, som fastslår, at erstatningsydelsen ansættes til det beløb, det vil koste at sætte fartøjet i samme stand som før skaden, og argumenterede, at klagerens yderligere krav faldt uden for kaskoforsikringens dækningsomfang eller ikke var en direkte følge af den forsikrede begivenhed.

Relevante forhold og dokumentation

Sagen inkluderede en havarirapport fra selskabets konsulent, klagerens tabsopgørelser, samt forsikringspolicen og -betingelserne. Klageren fremlagde dokumentation for udgifter til reparationer, opmagasinering og bjærgning, som oversteg selskabets udbetaling. Selskabet henviste til, at klageren havde bevisbyrden for de fremsatte krav. Klageren henviste også til forsikringsaftaleloven § 36, forsikringsaftaleloven § 37 og forsikringsaftaleloven § 39 i forbindelse med opgørelse af tingens værdi og selskabets forpligtelse til at udrede skadesdækning.

Klageren får ikke medhold.

Nævnet bemærker, at forsikringstageren har bevisbyrden for de rejste erstatningskrav. Efter en gennemgang af sagen finder nævnet, at klageren ikke på det foreliggende grundlag har bevist, at han har krav på yderligere erstatning over kaskoforsikringen end anerkendt af selskabet.

Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at selskabet har foretaget en taksering af skaden ca. en uge efter skadeanmeldelsen ved en havarikonsulent, som har foretaget besigtigelser af båden og de udtagne motorer over en periode på tre arbejdsdage. Havarikonsulenten har oplyst, at de takserede priser er udarbejdet i samarbejde med en motorforhandler og en elinstallatør, og at klageren undervejs er blevet opfordret til at stille med egen elinstallatør for at lave et fælles overslag over udbedringsudgifterne. Nævnet kan ikke kritisere, at selskabet har afvist dækning for turboladeren, der lækkede olie, med henvisning til, at denne skade ikke er en følge af begivenheden den 7/9 2013.

Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren i det væsentlige støtter sit krav på forsikringsdækning for yderligere udbedringsudgifter på fremlagte fakturaer og udbedringstilbud. Der foreligger ikke sagkyndige udtalelser, der kan understøtte, at havarikonsulentens vurdering af skadeudbedringsudgifterne bygger på forkerte forudsætninger eller på anden vis er utilstrækkelig. Nævnet finder det i den sammenhæng ikke bevist, at bådens motorer er blevet totalskadet som direkte følge af forsikringsbegivenheden den 7/9 2013. Nævnet kan ikke over kaskoforsikringens almindelige bestemmelser pålægge selskabet at dække skade på motorer eller andet, der er indtrådt, mens båden har stået opmagasineret eller været i værkstedets varetægt.

Nævnet har desuden lagt vægt på, at en række af klagerens krav efter deres karakter ikke er dækket af kaskoforsikringen – herunder krav vedrørende omkostninger for opmagasinering og bjærgning, opgjort af klageren til samlet 61.902,50 kr., og flytning af båden i maj 2015, opgjort til 700 kr. Nævnet finder, at der er tale om krav, som falder uden for forsikringsbetingelsernes punkt 11.1, hvori det hedder, at "Erstatningsydelsen ansættes til det beløb, det vil koste at sætte fartøjet i samme stand som før skaden".

Klageren har anført, at bådens motorer er blevet totalskadet som følge af ansvarspådragende håndtering fra værkstedets side. Nævnet finder efter sin gennemgang af sagen ikke grundlag for at pålægge selskabet at skulle hæfte for totalskadede motorer på et almindeligt erstatningsretligt grundlag. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at nævnet ikke finder det bevist, at selskabet har indgået aftaler med værkstedet om udbedring af båden eller i øvrigt afgivet instrukser til værkstedet omkring håndteringen af båden på en sådan måde, at selskabet har pådraget sig et hæftelsesansvar for eventuelle ansvarspådragende forhold fra værkstedets side. Nævnet lægger til grund, at klageren selv tog kontakt til værkstedet efter skaden og i al væsentlighed har varetaget kommunikationen med værkstedet i forløbet. Selskabet afviste allerede den 25/9 2013 at yde dækning og anerkendte først sin forpligtelse ved retsforliget den 8/2 2018, og nævnet finder også derfor, at det derfor har formodningen imod sig, at selskabet skulle have overtaget ansvaret for reparationen af båden.