Afslag på ulykkesdækning efter anmeldt rygskade under træning
Dato
25. oktober 2017
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Ulykke
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Codan
Dokument
Klageren havde en ulykkesforsikring hos Codan Forsikring A/S og klagede over selskabets afslag på dækning for et anmeldt ulykkestilfælde, hvor hun fik et vrid i ryggen.
Sagens omstændigheder
- Klageren anmeldte d. 18/5 2016, at hun fik smerter i lænden i forbindelse med træning d. 30/12 2015, og at hun efterfølgende var blevet opereret for spinalstenose.
- I et spørgeskema forklarede klageren, at hun fik ondt i lænden under cirkeltræning, men svarede nej til, at der skete noget usædvanligt, uventet eller tilfældigt. Hun svarede også nej til, at hun gled, faldt eller snublede, men erkendte tidligere at have haft lændesmerter.
- Selskabet afviste dækning med henvisning til, at der ikke var tale om et ulykkestilfælde, og at forsikringen ikke dækker skade, der skyldes sygdom.
- Klageren klagede og forklarede, at ulykken skete i forbindelse med squat-øvelser, hvor hun fik et vrid i ryggen, da hun skulle lægge vægte fra sig.
- Selskabet fastholdt sin afgørelse.
Klagerens påstande og argumenter
- Klageren anførte, at skaden/vriddet i ryggen var et ulykkestilfælde, som havde fremprovokeret den spinalstenose, hun var blevet opereret for.
- Hun mente ikke, at det var lægevidenskabeligt bevist, at et knæk/ryk/vrid i ryggen ikke kan fremprovokere en spinalstenose.
- Klageren krævede, at selskabet anerkendte, at der var tale om et ulykkestilfælde, at hun havde pådraget sig en spinalstenose i forbindelse med vridet i ryggen, og at méngraden skulle fastsættes til mindst 10%.
Selskabets påstande og argumenter
- Selskabet afviste dækning, da de ikke fandt det sandsynliggjort, at klagerens gener skyldtes et ulykkestilfælde.
- De lagde vægt på klagerens beskrivelse af hændelsen, hvor der ikke var oplysninger om en enkeltstående bevægelse, der havde medført gener, men snarere overbelastning grundet hård træning.
- Selskabet fremhævede, at der intet sted i journalnotaterne var omtalt et traume, og at det fremgik, at klageren havde haft lændesmerter i fire måneder forud for hændelsen.
- De henviste til, at røntgenundersøgelsen viste omfattende degenerative forandringer, som ifølge deres lægekonsulenter var uforenelige med følger efter et traume.
Nævnet fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at hendes lænderyggener skyldtes et ulykkestilfælde d. 30/12 2015. Nævnet lagde vægt på, at der intet sted i journalmaterialet var omtalt et traume som årsag til klagerens gener, og at der ikke i øvrigt var oplysninger om, at generne skulle være opstået efter træning. Nævnet lagde desuden vægt på, at det af journal fra egen læge og kiropraktisk klinik fremgik, at klageren tidligere var kendt med lænderygsmerter, og at røntgenundersøgelse d. 14/1 2016 og MR-scanning foretaget d. 20/2 2016 havde vist omfattende degenerative forandringer i lænderyggen samt en synovialcyste, som trykker på nerverødderne. Herudover har nævnet også lagt vægt på, at to af selskabets lægekonsulenter – herunder en rygkirurg – har vurderet, at disse forandringer umuligt kan være forårsaget af et traume.
Nævnet henviste til forsikringsbetingelsernes punkt 4, hvorefter invaliditet, der skyldes enhver sygdom, forudbestående sygdom, sygdomsanlæg eller lidelse ikke dækkes. Det fremgår endvidere, at dette gælder uanset, om sygdommen, sygdomsanlægget eller lidelsen har været symptomgivende eller ej før ulykken. Tillige undtages fra dækning invaliditet, der skyldes, at en tilstedeværende eller tilfældig tilstødende sygdom forværrer følgerne af et ulykkestilfælde.
Som følge heraf fik klageren ikke medhold.
Lignende afgørelser