Tryg Forsikring A/S: Tvist om selvrisiko efter anerkendt erstatningsansvar for bilskade

Klageren har en bilforsikring hos Tryg Forsikring A/S og klager over, at selskabet har anerkendt erstatningsansvaret for en skade på modpartens bil og opkrævet selvrisiko som følge heraf. Klageren bestrider, at skaden er forvoldt af hende, da hun mener, at modpartens skade ikke kan være forvoldt ved et sammenstød.

Selskabet har opkrævet en selvrisiko på 3.236 kr. med henvisning til, at klageren bærer den fulde skyld for sammenstødet.

Klagerens repræsentant anfører, at klageren er blevet pålagt at betale selvrisiko for en skade, hun ikke har lavet, og at dokumentationen af bulerne viser, at modpartens skade ikke kan være forvoldt i et sammenstød, da begge buler er i samme højde og over kofangeren. Klageren ønsker fritagelse for betaling af selvrisiko.

Selskabet anfører, at klageren er utilfreds med at skulle betale selvrisiko, da hun ikke mener at have forvoldt skaden. Selskabet henviser til, at klageren har en kombineret ansvars- og kaskoforsikring med en selvrisiko på 3.236 kr. ved enhver skade. Sagen omhandler en påkørsel den 20. juli 2015, hvor klageren først nægtede kendskab til skaden, men senere henviste til sit barn og svigerbarn, som primært bruger bilen. Selskabet modtog en skyldserklæring og fotos af klagerens bil taget på skadestedet. Efter korrespondance med klageren, hvor hun nægtede kendskab til skadestedet, kontaktede selskabet hende telefonisk, hvorefter hun henviste til sit barn og svigerbarn. Da disse ikke kontaktede selskabet, anerkendte selskabet erstatningspligten på baggrund af de foreliggende oplysninger.

Selskabet begrundede anerkendelsen med skyldserklæringen, billederne af bilen og det faktum, at klagerens barn havde sin virksomhed i nærheden af skadestedet. Klagerens svigerbarn overtog sagen og oplyste, at de ikke kendte til uheldet eller uheldsstedet, og at skaden var sket tidligere og ikke anmeldt. Selskabet oplyste, at føreren hæfter jf. Færdselsloven § 104, stk. 1 og motoransvarsforsikringen hæfter direkte over for skadelidte jf. Færdselsloven § 108, stk. 1, såfremt bevisbyrden for, at klagerens bil havde forvoldt skaden, var løftet. Selskabet lod DanCrash lave en uvildig vurdering af skaderne, som viste, at skaderne i omfang og højde stemte overens. Selskabet fastholdt herefter, at klageren bar det fulde ansvar for uheldet.

Klagerens svigerbarn ændrede forklaring og oplyste, at bilen havde befundet sig på skadestedet, men at de ikke mente, at de var skyld i skaden. Selskabet kontaktede føreren af modpartens bil og foreviste ham et billede af klagerens barn, som bekræftede, at det var barnet, der var fører af bilen og havde underskrevet skyldserklæringen. Selskabet fastholdt afgørelsen og fremsendte en fornyet opkrævning af selvrisikoen, som klageren ikke har betalt.

Selskabet har mistillid til anmeldelserne fra klageren, hendes barn og svigerbarn og mener, at der er tale om forsikringssvig. Selskabet har tidligere haft flere sager med klageren og hendes familie, hvor der har været mistanke om forsikringssvig. På baggrund af dette har selskabet opsagt kundeforholdet og indgivet en politianmeldelse.

Klagerens repræsentant anfører, at det ikke er bestridt, at køretøjet befandt sig på skadestedet, men at det ikke betyder, at køretøjet var involveret i en skade. En skyldnererklæring, som der ikke kendes til, er ikke lig med påtagelse af ansvar. Analysen fra DanCrash kan ikke anerkendes, da konklusionen er for simpel. Det henstilles, at forhold vedrørende forsikringssvig slettes fra sagen, da sagen blev frafaldet. Det fastholdes, at der ikke skal betales selvrisiko.

Selskabet fastholder, at skyldserklæringen og rapporten fra DanCrash understøtter, at der er sket et sammenstød. Modparten har bekræftet, at klagerens barn var fører af bilen. Ansvarsforsikringen hæfter over for skadelidte jf. Færdselsloven § 108, stk. 1, uanset hvem der har været fører af bilen.

Klagerens repræsentant er uenig i DanCrashs vurdering og fastholder, at skaderne stammer fra en anden hændelse. Det ønskes, at det påståede billede af klagerens barn fremsendes.

Selskabet henleder opmærksomheden på, at der er en underskrevet skyldserklæring, og at det er underordnet, om klageren kender den navngivne person på skyldserklæringen. Selskabet mener at have redegjort for DanCrash-rapporten flere gange og henviser til, at der vil opstå indadvendte buler på begge biler ved et sammenstød. Der er hvid lakafsmitning på klagerens bil og sort lakafsmitning på modpartens bil, hvilket stemmer overens med farverne på de respektive biler.

Nævnet fandt det bevist, at der var sket et sammenstød mellem klagerens og modpartens bil, idet der blev lagt vægt på skylderklæringen, rapporten fra DanCrash og de fremlagte fotos. Nævnet bemærkede, at der ikke forelå oplysninger om, at bilen var stjålet på skadestidspunktet, og at modparten efter forevisning af et billede af klagerens barn havde bekræftet, at det var barnet, der var fører af klagerens bil, og at barnet underskrev skylderklæringen, selvom det ikke var barnets navn, der fremgik af erklæringen.

Nævnet lagde til grund, at skaden på modpartens bil var opstået ved, at føreren af klagerens bil under en bakkemanøvre påkørte modpartens bil. Efter en gennemgang af sagen var det nævnets opfattelse, at en retsafgørelse mest sandsynligt ville resultere i, at klageren pålægges det fulde ansvar for uheldet.

På baggrund heraf fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere, at selskabet havde anerkendt, at klageren bar den fulde skyld for færdselsuheldet, og som konsekvens heraf havde opkrævet fuld selvrisiko.

Som følge heraf blev det bestemt, at klageren ikke fik medhold.