Prøvelse af anerkendelsessøgsmål i andelsboligforeningssag

Sagens Baggrund

Sagen omhandlede en tvist mellem Part A, en andelsboligforening, og Part 1, en tidligere andelshaver. Tvisten drejede sig om, hvorvidt andelsboligforeningen var berettiget til at fradrage et beløb på 22.004,32 kr. ved afregningen af Part 1's andel i forbindelse med salg af andelslejligheden. Fradraget var angivet at vedrøre "Indfrielse af fælleslån samt omkostninger". Part 1 havde tidligere ejet andelslejligheden sammen med en anden person, Person, som dog ikke var medsøger i søgsmålet, og Part 1 havde ikke fuldmagt til at føre sagen på Persons vegne.

Sagens Forløb i Byretten

Part 1 havde oprindeligt anlagt sagen som et fuldbyrdelsessøgsmål med krav om, at Part A skulle tilpligtes at udbetale det omtalte beløb. Under sagens forberedelse i byretten ændrede Part 1 imidlertid sin påstand til et anerkendelsessøgsmål. Den nye påstand lød på, at Part A skulle tilpligtes at anerkende, at andelsboligforeningen var uberettiget til at fradrage de 22.004,32 kr. i afregningen.

Københavns Byret afsagde den 9. februar 2018 en kendelse, der bestemte, at sagen skulle fremmes ved byretten.

Kæremål til Landsretten

Part A kærede byrettens kendelse til Østre Landsret den 13. maj 2018, efter at have opnået tilladelse fra Procesbevillingsnævnet den 11. maj 2018. Part A nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært afvisning, og gentog i alt væsentligt de påstande og anbringender, der var fremført for byretten. Det centrale spørgsmål for landsretten var, om påstandsændringen fra fuldbyrdelsessøgsmål til anerkendelsessøgsmål indebar, at sagen skulle anses for hævet og anlagt på ny, samt om der forelå et nødvendigt procesfællesskab med Person, som tidligere var medejer af andelen.

Landsrettens Vurdering af Kæremålet

Østre Landsret tiltrådte indledningsvis, at Part 1's ændring af sin påstand fra et fuldbyrdelsessøgsmål til et anerkendelsessøgsmål ikke indebar, at sagen skulle anses for hævet og anlagt på ny. Retten bemærkede, at spørgsmålet om et eventuelt nødvendigt procesfællesskab skulle afgøres ud fra den påstand, der nu forelå til pådømmelse, og ikke den frafaldne fuldbyrdelsespåstand.

Landsretten vurderede, at en pådømmelse af anerkendelsespåstanden ikke ville indebære en afgørelse, der med bindende virkning afgjorde retsforholdet mellem Part A og Person. Ligeledes ville en dom ikke medføre, at Part 1 kunne få tvangsfuldbyrdet et krav mod Part A.

Retten fandt, at Part 1 havde en saglig interesse i at få pådømt den nedlagte påstand. Det blev ikke sandsynliggjort, at der forelå så tungtvejende modhensyn, at pådømmelse af påstanden uden Person som medsøger ikke burde tillades. Landsretten konkluderede, at hverken det forhold, at anerkendelsespåstanden tematisk svarede til den oprindeligt nedlagte fuldbyrdelsespåstand, eller den omstændighed, at en pådømmelse af sagen ville indebære en vurdering af, om Part 1 og Person i fællesskab havde et formueretligt krav over for Part A, kunne føre til, at der forelå et nødvendigt procesfællesskab.

Afgørelse

Østre Landsret stadfæstede byrettens kendelse. Ingen af parterne skulle betale kæremålsomkostninger til den anden part.