Varetægtsfængsling af litauisk statsborger med bopæl i England under ankesag om overtrædelse af indrejseforbud

Sagen omhandler en litauisk statsborger, T, der blev anholdt i Københavns Lufthavn i august 2019, sigtet for overtrædelse af et indrejseforbud. T var i transit mellem Litauen og England, da han blev anholdt. Han havde i 2003 fået en dom for narkotikakriminalitet og var blevet udvist fra Danmark for bestandig.

Sagens forløb i de lavere instanser

Ved grundlovsforhør i Københavns Byret den 30. august 2019 erkendte T de faktiske forhold, men nægtede sig skyldig under henvisning til en uegentlig retsvildfarelse. Han forklarede, at han havde boet i England i 15 år med sin familie og arbejdede som personlig fitnesstræner. Han var klar over indrejseforbuddet, men mente ikke, det gjaldt transit. Han havde endda kontaktet SAS, som oplyste, at transit var i orden, så længe han ikke forlod lufthavnen.

Københavns Byret fandt begrundet mistanke om overtrædelse af Udlændingeloven § 59 b, stk. 2. Byretten lagde vægt på, at den tidligere dom var 16 år gammel, T's gode personlige forhold som EU-borger, og at han kun var i transit. Retten vurderede, at den forskyldte straf ikke ville overstige 30 dages fængsel, og fandt derfor ikke betingelserne for varetægtsfængsling opfyldt efter Retsplejeloven § 762, stk. 3. Dog fandt retten betingelserne for varetægtsfængsling opfyldt efter Udlændingeloven § 35, stk. 1, nr. 1, da T ikke havde tilknytning til Danmark og var udvist for bestandig. Varetægtsfængslingen blev fastsat med frist til den 9. september 2019, senere forlænget til den 12. september 2019.

Ved dom af 12. september 2019 blev T fundet skyldig i overtrædelse af Udlændingeloven § 59 b, stk. 2 og idømt fængsel i 10 dage samt udvisning med indrejseforbud i 6 år. Byretten bestemte, at T skulle forblive varetægtsfængslet, indtil udvisningen kunne fuldbyrdes, jf. Udlændingeloven § 35, stk. 1, nr. 1. Fristen blev sat til den 26. september 2019.

Anklagemyndigheden ankede byrettens dom den 23. september 2019 med påstand om strafskærpelse og anmodede Østre Landsret om fortsat varetægtsfængsling under anken, jf. Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 1 eller Udlændingeloven § 35, stk. 1, nr. 1. T protesterede mod fortsat fængsling.

Østre Landsret afsagde den 26. september 2019 kendelse om varetægtsfængsling efter Udlændingeloven § 35, stk. 1, nr. 1. Landsretten fandt, at der var bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre T's tilstedeværelse under ankesagen, da han ikke havde fast bopæl i Danmark, og der var begrundet mistanke om en lovovertrædelse, der kunne medføre udvisning. Varetægtsfængslingen blev fastsat med frist til den 24. oktober 2019.

Ved dom af 23. oktober 2019 stadfæstede Østre Landsret byrettens dom, men forhøjede straffen til fængsel i 60 dage. Landsretten bestemte samtidig, at T skulle forblive varetægtsfængslet, indtil udvisningen kunne fuldbyrdes.

Parternes anbringender for Højesteret

T anførte, at der på tidspunktet for landsrettens kendelse ikke var bestemte grunde til at anse fortsat varetægtsfængsling for nødvendig. Han fremhævede sin langvarige og stabile tilknytning til England som EU-borger med familie og virksomhed. Han mente, at en europæisk arrestordre kunne sikre hans tilstedeværelse, og at proportionalitetsvurderingen burde tage udgangspunkt i byrettens dom, hvor straffen allerede var afsonet. Fortsat fængsling indebar en risiko for, at han ville være frihedsberøvet længere end den forventelige straf.

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse og anførte, at T's bopæl i udlandet og manglende tilknytning til Danmark som udgangspunkt medførte en risiko for unddragelse. De argumenterede for, at gode personlige forhold alene ikke var tilstrækkeligt til at fravige dette udgangspunkt, og at den europæiske arrestordre ikke var lige så smidig som den nordiske. Anklagemyndigheden mente, at proportionalitetskravet i Udlændingeloven § 35, stk. 1 tillader varetægtsfængsling af længere varighed end den forventede straf, hvis det er nødvendigt for at sikre udvisning. De fremhævede, at landsretten med rette kunne forvente en betydelig strafskærpelse, da byrettens straf på 10 dage var usædvanlig lav for overtrædelse af Udlændingeloven § 59 b, stk. 2, som har en minimumsstraf på 1 år, medmindre Straffeloven § 83 finder anvendelse.

Højesterets afgørelse

Højesteret vurderede, om betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af T efter Udlændingeloven § 35, stk. 1, nr. 1 var opfyldt den 26. september 2019, hvor Østre Landsret afsagde kendelse om varetægtsfængsling.

Formålet med fængsling efter denne bestemmelse er at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og eventuel appel, indtil en udvisning kan fuldbyrdes. Der skal foreligge "bestemte grunde", hvilket svarer til vurderingen efter Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 1.

Højesteret lagde vægt på følgende:

• T er litauisk statsborger med fast bopæl i England, hvor han bor med sin kone og børn og driver selvstændig virksomhed. Han har gode og stabile personlige forhold.
• Selvom Udlændingeloven § 59 b, stk. 2 foreskriver en straf på fængsel fra 1 til 3 år, kan straffen nedsættes efter Straffeloven § 83. Den hidtidige praksis for førstegangstilfælde af indrejse i strid med indrejseforbud var typisk 10 dage til 2 måneders ubetinget fængsel.
• Den 9. september 2019 ville den af byretten idømte straf på 10 dages fængsel have været afsonet. Den 26. september 2019 havde T været varetægtsfængslet i 27 dage.
• Anklagemyndigheden havde anket dommen med påstand om strafskærpelse, og Landsretten skærpede senere straffen til 60 dages fængsel.

Efter en samlet vurdering af T's personlige forhold og den forventede straf fandt Højesteret, at der den 26. september 2019 ikke var bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre hans tilstedeværelse under appelsagen og indtil en eventuel udvisning kunne fuldbyrdes.

Resultat

Højesteret tog T's påstand til følge. Begæringen om fortsat varetægtsfængsling af T efter den 26. september 2019 burde ikke være taget til følge. Statskassen skal betale kæremålsomkostningerne for Højesteret.