Sag om afslag på retshjælpsdækning: Tvist om tidspunkt for søgsmåls opståen vedrørende manglende henvisning til specialist

Sagen drejer sig om en forsikringstagers klage over Lloyd's of Londons afslag på at yde retshjælpsdækning til en retssag mod Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen). Klageren havde en retshjælpsforsikring i Lloyd's of London frem til den 24. juli 2008.

Selskabet afviste dækning med henvisning til, at søgsmålsgrunden var opstået efter forsikringstidens ophør, og at det derfor var klagerens efterfølgende selskab, der skulle behandle sagen.

Klageren havde søgt erstatning hos Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) for fejldiagnosticering og fejlbehandling i perioden 2002-2009. Hun blev behandlet for kronisk blærebetændelse, men i sommeren 2009 blev det konstateret, at hun havde en stor nyresten. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for erstatning, da det ikke var bevist, at hun var blevet påført en skade ved behandlingen, og at behandlingen i øvrigt havde været i overensstemmelse med den "bedst mulige i den givne situation."

Klageren ankede sagen til Patientskadeankenævnet, der i en afgørelse af 5. juli 2012 tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Patientskadeankenævnet anførte, at behandlingen ved privat praktiserende læge først blev omfattet af patientforsikringsloven den 1. januar 2004. Nævnet vurderede, at klageren ikke med overvejende sandsynlighed var påført en erstatningsberettigende skade, jf. Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af journalmaterialet fra april 2011, at nyrerne var stenfri, og at renografi fra oktober 2010 viste en ligelig funktionsfordeling mellem nyrerne.

Klagerens advokat anmodede selskabet om retshjælpsdækning til sagen ved brev af 21. december 2012. I stævning af 4. januar 2013 gjorde klagerens advokat gældende, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at klageren var påført en erstatningsberettigende skade som følge af manglende henvisning til urologisk vurdering i 2007, og at sagen skulle hjemvises til udmåling af erstatning.

Selskabet fastholdt, at søgsmålsdatoen var efter udløbet af retshjælpsforsikringen, idet datoen for søgsmålsgrunden tidligst var fra det tidspunkt, hvor forsikringstager blev opmærksom på, at hun havde nyresten, og at det muligvis var konstateret for sent.

Klagerens advokat indbragte sagen for nævnet ved brev af 8. juni 2015 og klageskema af 9. juni 2015. Advokaten anførte, at søgsmålsgrunden var på det tidspunkt, hvor lægen burde have henvist til specialistudredning, dvs. sommeren 2007.

Selskabet gjorde gældende, at søgsmålsgrunden først opstod i det øjeblik, forsikringstager fik viden om forholdet, der udviklede sig til en tvist, dvs. tidligst i august 2009, hvor hun fik konstateret nyresten.

Ankenævnet fandt, at søgsmålsgrunden i sagen var den 10. august 2009, hvor klageren ved en CT-scanning fik konstateret nyrestenen. Da klagerens forsikring hos selskabet var ophørt på dette tidspunkt, kunne nævnet ikke kritisere selskabets afslag på retshjælpsdækning.

Konklusion

Klageren fik ikke medhold.