Sag om forældelse af krav på yderligere ménerstatning efter ulykkestilfælde

Klageren havde en ulykkesforsikring i Storstrøms Forsikring G/S og klagede over størrelsen af den udbetalte erstatning efter et ulykkestilfælde den 1/1 2005. Selskabet udbetalte i april 2008 en erstatning svarende til en méngrad på 5 %. Klageren anmodede i 2015 om genoptagelse af sagen, da hun mente, at erstatningen var for lav. Selskabet afviste genoptagelse med henvisning til forældelse.

Sagens omstændigheder

• Klageren faldt på en trappe den 1/1 2005 og anmeldte skaden til selskabet den 12/12 2007.
• Selskabet udbetalte 30.000 kr. i erstatning i april 2008 svarende til en méngrad på 5 %.
• Selskabet begrundede afgørelsen med, at klageren havde forudbestående slidforandringer i ryggen, og at ulykken muligvis kun havde været en udløsende faktor for smerterne.
• Klageren anmodede om genoptagelse den 5/1 2015, hvilket selskabet afviste.

Parternes argumenter

• Klageren anførte, at erstatningen var for lav, og at hun ikke havde modtaget selskabets brev fra 2008. Hun stillede spørgsmål ved konstateringen af slidforandringer i ryggen på ulykkestidspunktet.
• Selskabet fastholdt sin afgørelse og henviste til Forsikringsaftaleloven § 29 og Forældelsesloven § 3 om forældelse. Selskabet anførte, at de fremlagte lægelige bilag ikke var nye og allerede var indgået i sagsbehandlingen i 2007/2008.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets afslag på yderligere ménerstatning, da klagerens krav var forældet. Genoptagelsesanmodningen den 5/1 2015 kom for sent, jf. Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5 og Forældelsesloven § 3.