AP Pension: Afslag på invalidepension efter arbejdsrelateret belastningsreaktion

Klageren, født i 1971, klager over AP Pensions afslag på at yde dækning for et anmeldt erhvervsevnetab. Hun var omfattet af en pensionsordning gennem sin arbejdsgiver.

Sagens baggrund

• Klageren blev sygemeldt den 18. november 2011 efter en arbejdsrelateret belastningsreaktion og efterfølgende svær depression.
• AP Pension bevilgede tidligere invalidepension for midlertidigt erhvervsevnetab fra 1. marts 2012 til 31. marts 2014.
• Selskabet vurderede herefter, at klagerens generelle erhvervsevne ikke var varigt nedsat i dækningsberettigende grad.
• Klageren blev opsagt fra sin stilling som indkøbschef pr. 30. april 2012 og var efterfølgende under lægelig udredning og i et kommunalt aktiveringsforløb.
• Den 7. juli 2014 blev klageren indstillet til fleksjob.

Klagerens påstande og argumenter

• Klageren anfører, at hun kollapsede på sit arbejde den 18. november 2011 på grund af voldsomt pres, hvilket resulterede i en belastningsreaktion og efterfølgende svær depression.
• Hun har modtaget dækning gennem sin pensionsordning hos AP Pension, men udbetalingerne ophørte den 30. april 2014, da AP Pension vurderede, at hun ikke længere var syg.
• Klageren har været tilknyttet en psykolog siden januar 2012 og har også konsulteret en psykiater.
• Hun har deltaget i et kommunalt aktiveringsforløb og har været i arbejdspratik på en skole og hos en anden virksomhed.
• Klageren er godkendt til fleksjob på 10 timer ugentligt og er ansat hos en virksomhed.
• Hun mener, at hun opfylder betingelserne for fortsat udbetaling fra AP Pension.
• Klageren klagede over stoppet for udbetaling af invalidepension og indsendte en LÆ265 fra sin læge, udtalelser fra sin psykolog samt en sundhedsfaglig journal udarbejdet af en psykiater.
• Hun følte ikke, at den psykiater, som AP Pension valgte til at udarbejde en speciallægeerklæring, var neutral.
• Klageren har siden afslaget fra AP Pension forsøgt at følge nogle af de forslag, som psykiateren fremkom med i sin speciallægeerklæring, men har oplevet en tilbagegang i sin situation.

Selskabets påstande og argumenter

• AP Pension har ved vurderingen af klagerens erhvervsevne lagt vægt på en speciallægeerklæring af 18. august 2014, der beskriver klagerens tilstand som en længerevarende depressiv episode af moderat grad.
• Selskabet mener, at klagerens helbredstilstand ikke er varig, som det kræves i forsikringsbetingelserne vedrørende varig erhvervsevnenedsættelse.
• Det fremgår af speciallægeerklæringen, at klageren er utilstrækkeligt behandlet, og at hun med rette behandling kan genvinde fuld funktionsevne.
• AP Pension fastholder, at der ikke er helbredsmæssige forhold, der medfører, at klagerens generelle erhvervsevne er varigt nedsat med mindst 1/2.
• Selskabet har tilbudt klageren tre forskellige psykiatere ved valg af speciallæge til speciallægeundersøgelse.
• AP Pension mener ikke, at der er udleveret forkerte dokumenter til psykiateren.
• Selskabet har kun tillagt den af klageren indhentede speciallægeerklæring begrænset betydning, da der er tale om en ensidigt indhentet speciallægeerklæring, der udelukkende er indhentet med henblik på at få udbetalt invalidepension.

Relevante forhold og dokumentation

• Notat fra arbejdsmedicinsk afdeling af 9. oktober 2012.
• Hospitalsjournal af 23. oktober 2012.
• Notat af 3. juli 2013 vedrørende klagerens kommunale aktiveringsforløb.
• Udtalelse fra klagerens private psykolog af 9. april 2014.
• Notat vedrørende afsluttende praktikopfølgning.
• Lægeattest af 16. juni 2014.
• Psykiatrisk speciallægeerklæring af 18. august 2014.
• Psykiatrisk speciallægeerklæring af 5. maj 2015.
• Brev af 31. maj 2015 til nævnet fra den speciallæge, som klageren rekvirerede til at udarbejde speciallægeerklæring af 5. maj 2015.
• Progressionsrapport af 27. februar 2014 vedrørende klagerens praktikforløb.
• Sundhedsfaglig journal af 26. maj 2014.
• Rehabiliteringsteamets indstilling af 7. juli 2014.
• Forsikringsbetingelserne.

Nævnets flertal afviste klagerens krav om dækning, da de ikke fandt det bevist, at hendes generelle erhvervsevne efter den 31. marts 2014 var varigt nedsat med mindst halvdelen. Nævnet lagde vægt på, at klageren siden 2011 var blevet diagnosticeret og behandlet for en depressiv tilstand, som blev anset for en af årsagerne til hendes nedsatte erhvervsevne. Speciallægeerklæringen fra august 2014 indikerede utilstrækkelig medicinering, og en efterfølgende intensiveret behandling for depression i 2014/2015 førte ikke til væsentlig forbedring. Nævnet fandt, at klagerens helbredsmæssige forhold stadig var uafklarede, og at hendes erhvervsevne derfor ikke varigt kunne anses for nedsat. Den intensiverede behandling for depression blev foretaget efter rehabiliteringsteamets indstilling til fleksjob i juli 2014. Nævnet bemærkede også, at klageren og praktiksteder tidligere havde haft en positiv forventning om, at klageren kunne genvinde sin erhvervsevne, og at hun selv afsluttede afklaringsforløbet i marts 2014, da hun ikke mente, at hun kunne bruge samarbejdet til noget.

Mindretallet fandt derimod, at selskabet ikke var berettiget til at afslå dækning efter den 31. marts 2014, da klagerens generelle erhvervsevne varigt var nedsat med mindst halvdelen. Mindretallet lagde vægt på de forskellige diagnoser, herunder moderat depression, stress, arbejdsrelateret belastningsreaktion og udbrændthed, samt de betydelige kognitive vanskeligheder og nedsat stresstærskel. De hæftede sig også ved, at klagerens tilstand ifølge rehabiliteringsteamet og speciallægeerklæringen fra maj 2015 var stationær, og at behandlingsmulighederne var udtømte. Endelig lagde mindretallet vægt på, at arbejdsprøvningen ikke gav holdepunkter for, at klageren ville kunne arbejde på mindst halv tid, og at den anbefalede ændring af medicineringen mod depression havde fundet sted uden væsentlig effekt.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertal.