Sag om afvisning af dækning for tyveri- og hærværksskade på fritidshus
Dato
16. september 2015
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Bygning
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Codan
Dokument
Klageren havde en fritidshusforsikring hos Codan Forsikring A/S og klagede over selskabets afvisning af at dække en anmeldt tyveri- og hærværksskade.
Sagens baggrund
- Klageren anmeldte en tyveriskade den 2. april 2012, som selskabet udbetalte erstatning for, hvorefter forsikringen blev opsagt med virkning fra den 19. september 2012.
- Klageren klagede over opsigelsen, og Ankenævnet udtalte i kendelse 84.710, at opsigelsen var uretmæssig, og at selskabet skulle realitetsbehandle en anmeldt tyveri- og hærværksskade, der skulle være udøvet i perioden fra oktober 2012 til april 2013. Selskabet annullerede herefter opsigelsen og realitetsbehandlede den anmeldte skade.
- Klageren anførte, at selskabet ikke havde udbedret skaderne på huset, og at både hus og indbo derfor var helt ødelagt af svamp. Klageren krævede erstatning for skaderne på huset og indboet.
Selskabets argumentation
- Selskabet anførte, at klagen vedrørte en anmeldelse af tyveri og hærværk, der skulle være foregået i perioden 30. marts 2013 - 13. maj 2013.
- Selskabet anførte, at de havde udbetalt en skønsmæssig erstatning for stjålne genstande, men at de ikke havde modtaget dokumentation for de stjålne effekter.
- Selskabet anførte, at deres bygningskonsulent havde foretaget en besigtigelse af stedet den 25. marts 2014, og at en VVS-installatør havde gennemgået vandinstallationen. VVS-installatøren fandt ingen tegn på brud eller andet på installationen.
- Selskabet anførte, at deres bygningskonsulent havde haft kontakt til forsikringstagerens nabo, der oplyste, at han næsten dagligt var i kolonihaven, og at han havde hørt, at frostsprængning havde været årsag til skade i forsikringstagerens hus.
- Selskabet anførte, at de ikke havde modtaget anmeldelse om den omhandlede skade, før de kontaktede forsikringstageren efter Ankenævnets kendelse af 3. marts 2014.
- Selskabet anførte, at der ikke var nogen tegn på opbrud af huset, og altså ikke nogen bygningsbeskadigelse som følge heraf.
- Selskabet anførte, at huset var i meget ringe forfatning, og bl.a. bar voldsomt præg af opfugtning, dels fra terræn, dels fra uafsluttede bygningsarbejder.
- Selskabet anførte, at det var usandsynligt, at en fremmed person skulle have fundet frem til målebrønden, åbnet denne og afmonteret køkkenafløb.
- Selskabet henviste til, at policen aldrig havde omfattet svampedækning.
Klagerens argumentation
- Klageren anførte, at Codan ikke havde opsagt kaskodækningen på kolonihaveforsikringen.
- Klageren anførte, at der var begået nyt indbrud/hærværk mellem oktober 2012 og foråret 2013.
- Klageren anførte, at Ankenævnet påpegede den 3. marts 2014, at hendes forsikringsopsigelse var ugyldig, og at Codan skulle realitetsbehandle skaden.
- Klageren anførte, at Codan havde betalt for det stjålne og dermed erkendt indbruddet.
- Klageren anførte, at [taksator] oplyste, at alt ødelagt indbo, effekter og bygning m.m. på grund af hærværk, skulle gennem en anden end hende.
- Klageren anførte, at der var en aftale mellem [datter #2] og [taksator] om, at opgørelsen kunne sendes efterfølgende på lister.
- Klageren anførte, at vandskaden var opstået indefra og ud og ikke udefra og ind, som Codan påstod.
- Klageren anførte, at bygningskonsulentens rapport af 14. oktober 2014 med påstand om, at der ikke var synlige tegn på indbrud og hærværk var forundrende.
- Klageren henviste til Bygningskaskodækningen 1.1., hvori er oplyst, at forsikringen dækker skader ved tyveri samt hærværk, og da dette hærværk har afstedkommet svamp i hele huset m.m., mente hun at Codan skulle dække skaden.
Ankenævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at skaderne på huset og indboet var opstået som følge af en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed.
Nævnet lagde vægt på:
- At andre beboere i haveforeningen flere gange havde lukket for vandet i klagerens hus efter hendes bortrejse.
- At huset i hvert fald siden foråret 2012 har været i dårlig stand med mangelfuld vedligeholdelse, ufærdige renoveringsprojekter og opfugtede yder- og indervægge.
- At det køkkenskab, vandet skulle være strømmet ned i og ud fra, ifølge selskabets bygningskonsulent ikke bærer præg af en sådan vandpåvirkning.
- At selskabets bygningskonsulent ved et besøg i februar 2015 konstaterede, at vandet fossede ud gennem ydervæggen ved toiletrummet, da der tilsyneladende ikke var vinterlukket for vandet, og at huset fremstod uaflåst.
- At klageren ikke havde bevist, at selskabets taksatorer skulle have oplyst eller påbudt klageren at efterlade huset urørt og uaflåst i perioden fra første taksatorbesøg i foråret 2014 og frem.
Herefter blev det bestemt, at klageren ikke fik medhold.
Lignende afgørelser