LB Forsikring A/S: Afgørelse om skyld ved bakkemanøvre på parkeringsplads
Dato
8. april 2015
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Auto
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
LB Forsikring
Dokument
Klageren har ansvarsforsikring for sin bil hos LB Forsikring A/S og klager over, at selskabet har anerkendt fuld skyld for et færdselsuheld, hvori den forsikrede bil var impliceret. Selskabet har anerkendt klagerens fulde ansvar med henvisning til, at føreren af bilen tilsidesatte sin ubetingede vigepligt ved en bakkemanøvre på en parkeringsplads.
Klageren anmeldte, at hendes søster som bruger af bilen havde været impliceret i et færdselsuheld. Søsteren forklarede, at hun orienterede sig grundigt, inden hun begyndte at bakke ud fra en parkeringsplads, men blev ramt af en anden bil, der svingede rundt om hjørnet og ind på parkeringspladsen. Klageren mener, at modparten glemte sin højre vigepligt, da der ingen afmærkninger eller skilte var på vejen ved parkeringspladsen, og at modparten kørte uhensigtsmæssigt i forhold til området.
Modparten har anført, at klagerens søster bakkede ud fra en parkeringsbås og ramte hendes højre fordør.
LB Forsikring A/S har pålagt føreren af klagerens bil fuld skyld med henvisning til Færdselsloven § 18 om, at man før bakning skal sikre sig, at det kan ske uden fare eller ulempe for andre. Selskabet mener ikke, at der er forhold, der gør modparten medansvarlig, og at modparten ikke har nogen form for vigepligt og kørte med lav hastighed.
Klageren fastholder, at hun har overholdt sin ubetingede vigepligt, idet hun orienterede sig grundigt, inden hun bakkede, og bremsede, da hun så modpartens bil. Hun mener, at modparten har den fulde skyld, idet modparten drejede til højre ind på en parkeringsplads uden først at orientere sig om forholdene. Hun henviser til Færdselsloven § 18 om højre vigepligt og Færdselsloven § 3 om hensynsfuldhed og agtpågivenhed.
Selskabet fastholder, at det ikke har nogen betydning for deres vurdering, at begge parter er forsikret hos dem. De har lagt vægt på, at sammenstødet sker, da modparten svinger til højre fra en vej ind på et parkeringsområde, hvor klagerens søster er i færd med en bakkemanøvre. De henviser til Færdselsloven § 18, stk. 1 om bakning og Færdselsloven § 26, stk. 3 om ubetinget vigepligt ved udkørsel fra parkeringsplads. De mener, at modparten ikke er underlagt højre vigepligt, jf. Færdselsloven § 26, stk. 4, og at hun ikke har begået kørselsfejl, jf. Færdselsloven § 16.
Klageren mener stadig, at der er tale om modstridende forklaringer, og at selskabet ikke har forsøgt at se sagen fra hendes side. Hun mener, at hun overholder sin ubetingede vigepligt, og at modparten burde have været mere forsigtig, jf. Færdselsloven § 3, stk. 1.
Selskabet fastholder, at de ikke finder grundlag for at fastslå, at modparten har begået kørselsfejl.
Nævnet fandt, at en retsafgørelse mest sandsynligt ville resultere i, at klageren ville blive pålagt det fulde ansvar for færdselsuheldet, idet hendes søster ved udkørslen fra parkeringsbåsen havde ubetinget vigepligt. På det foreliggende grundlag kunne nævnet derfor ikke kritisere selskabets afgørelse.
Som følge heraf får klageren ikke medhold.
Lignende afgørelser