Afgørelse om afvisning af dækning for diskusprolaps efter badmintonulykke

Sagen drejer sig om en forsikringstagers krav om dækning fra sin ulykkesforsikring i Topdanmark Forsikring A/S efter en hændelse under badmintonspil den 18. september 2010. Forsikringstageren anmeldte en begyndende diskusprolaps som følge af hændelsen.

Sagens omstændigheder

• Klageren beskrev hændelsen som et smæld i ryggen under et trænerkursus i forbindelse med badminton.
• Lægevagten noterede et smæld i ryggen og anbefalede ICE-behandling og eventuelt kiropraktor.
• En MR-scanning i 2011 viste degenerative forandringer og en discusprotrusion i L3/L4.

Parternes argumenter

• Klageren anførte, at der var tale om en pludselig, udefra kommende hændelse, der burde dækkes af forsikringen, og at de lægelige oplysninger ikke viste forudbestående forhold i ryggen.
• Topdanmark afviste dækning med henvisning til, at der ikke var tale om en pludselig, udefra kommende hændelse, og at de lægelige oplysninger viste forudbestående forhold i ryggen.
• Selskabet henviste til Arbejdsskadestyrelsens vurdering, som konkluderede, at der ikke var tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem hændelsen og klagerens gener.

Yderligere udvikling

• Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at méngraden var under 5 % på grund af manglende årsagssammenhæng.
• Klagerens advokat indhentede en speciallægeerklæring, der konkluderede, at hændelsen med meget stor sandsynlighed var årsag til klagerens rygsmerter.
• Selskabet fastholdt sin afgørelse.
• Klagerens advokat argumenterede for, at der var både straks- og brosymptomer, samt medicinsk/lægelig årsagssammenhæng.
• Selskabet fastholdt, at der ikke var årsagssammenhæng mellem hændelsen og klagerens ryggener, idet der var tale om en egenbevægelse, der er sædvanlig i forbindelse med badmintonspil.

Ankenævnet finder, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, om der er årsagssammenhæng mellem hændelsen og klagerens gener. Nævnet bemærker, at det vil kræve en bevisførelse, herunder forelæggelse af spørgsmålet for Retslægerådet, hvilket ikke kan ske for nævnet. I givet fald må bevisførelsen ske ved domstolene. Nævnet afviser derfor at afgøre sagen i henhold til vedtægternes § 4, stk. 1.