Dom for ulovlig udrejse med tvangsanbragt datter og udvisning

Sagen omhandler en tiltalt, T, der er anklaget for ulovligt at have ført sin 16-årige datter, F, ud af Danmark til Irak. F var tvangsanbragt uden for hjemmet, og kommunen havde forinden afvist en ansøgning om, at hun måtte rejse til Irak i sommerferien.

Sagens Baggrund og Anklage

F var anbragt uden for hjemmet efter en afgørelse fra Ankestyrelsen, som Retten i Randers stadfæstede den 1. juli 2019. Favrskov Kommune havde den 8. juli 2019 meddelt afslag på F's ansøgning om at rejse til Irak i sommerferien. Tiltalte var bekendt med begge disse afgørelser.

Anklagemyndigheden påstod T dømt for overtrædelse af Straffeloven § 215, stk. 2, jf. stk. 1 for ulovligt at have ført F ud af landet i forening med sin hustru. Derudover påstod anklagemyndigheden T udvist af Danmark med indrejseforbud i medfør af Udlændingeloven § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 32, stk. 3, jf. stk. 1.

Tiltaltes Forklaring

Tiltalte forklarede, at hans hustru og de tre yngste børn rejste til Irak først, hvorefter han og F fulgte efter. Han mente, at hans hustru bestemte, at F ikke skulle med hjem til Danmark, og at hun generelt bestemmer over den slags ting i Irak. Han havde ikke spurgt myndighederne om tilladelse til at tage F med.

Han oplyste, at der var købt returbilletter til hele familien den 28. juli 2019, men at hans hustru nægtede at rejse tilbage. Tiltalte vendte alene tilbage til Danmark den 2. august 2019 med børnenes opholdstilladelser. Han har senere forsøgt at få F hjem med myndighedernes hjælp.

Udlændingestyrelsens Udtalelse

Udlændingestyrelsen vurderede, at tiltaltes ophold i Danmark siden 1999, hvor han fik tidsubegrænset opholdstilladelse i 2003, opfyldte betingelserne for udvisning efter Udlændingeloven § 22, nr. 6. De bemærkede, at tiltalte har en ægtefælle og fire børn i Irak, ingen familie i Danmark, begrænset danskkundskab og er førtidspensionist. Styrelsen tiltrådte anklagemyndighedens påstand om udvisning.

Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom, der fandt tiltalte skyldig i ulovlig udrejse med sin tvangsanbragte datter og idømte ham fængsel samt udvisning.

Skyldsspørgsmålet

Landsretten tiltrådte, at det var bevist, at tiltalte var klar over, at det var ulovligt at tage F ud af Danmark, idet han havde modtaget kommunens afgørelse af 8. juli 2019. Retten fandt det også bevist, at udrejsen med F skete efter aftale med hustruen, og at tiltalte derfor var skyldig i at have handlet i forening med hende, jf. Straffeloven § 215, stk. 2, jf. stk. 1.

Straffastsættelsen

Landsretten fastholdt byrettens straf på ubetinget fængsel i 4 måneder. Retten lagde vægt på, at det ikke var bevist, at tiltalte med forsæt havde taget F ud af landet på ubestemt tid, da han havde købt returbilletter, og hans hustru havde givet udtryk for, at han ikke kendte hendes planer om at blive i Irak. Dog blev det lagt til grund, at tiltalte ikke aktivt havde medvirket til at give F mulighed for at vende tilbage til Danmark, på trods af hendes eget ønske.

Udvisningspåstanden

Landsretten tiltrådte byrettens afgørelse om at udvise tiltalte af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Begrundelsen var, at tiltalte, på trods af sit lange ophold i Danmark siden 1999, fortsat havde en stærk tilknytning til Irak, hvor hans ægtefælle og fire børn nu opholder sig, og hvor hans øvrige familie bor. Hans tilknytning til Danmark blev ikke anset for stærk, da han ikke har familie eller venner her, kun i begrænset omfang taler dansk og ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet. En udvisning blev derfor ikke anset for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 2, Udlændingeloven § 49, stk. 1, Udlændingeloven § 22, nr. 6 og Udlændingeloven § 32, stk. 3, jf. stk. 1.