Sag om ansvarsfordeling efter færdselsuheld ved overtrædelse af ubetinget vigepligt
Dato
25. juni 2014
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Auto
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Alka Forsikring
Dokument
Klageren har en bilforsikring i Forsikrings-Aktieselskabet Alka og klager over selskabets ansvarsfordeling i forbindelse med et færdselsuheld. Selskabet har pålagt klageren det fulde ansvar for uheldet med henvisning til, at han har overtrådt sin ubetingede vigepligt og har opkrævet selvrisiko.
Sagens omstændigheder
Uheldet skete den 14/11 2013, hvor klageren ville dreje til venstre i et T-kryds fra en mindre villavej ud på en større vej. Klageren havde ubetinget vigepligt markeret med hajtænder, der var rykket et stykke tilbage fra den større vej med et fortovsområde imellem. Klageren kørte frem over hajtænderne og fortovsområdet for at orientere sig, og der skete et sammenstød med modparten, der ville svinge ned ad villavejen fra klagerens højre side.
Klagerens påstande
Klageren mener, at uheldet ikke er hans skyld. Han anfører, at han holdt stille ved hajtænderne og på grund af en hæk først havde overblik ved fortovet, hvor han også holdt stille. Han mener, at modparten skulle have kørt langt udenom, men snittede indenom og ramte ham, mens han holdt stille på venstre forskærm.
Selskabets argumenter
Selskabet anfører, at klageren har erkendt at være kørt frem for hajtænderne for at orientere sig. Selskabet henviser til Færdselslovens § 103, stk. 2, der omhandler ansvarsfordeling ved sammenstød mellem to motorkøretøjer, og Færdselslovens § 26, stk. 2, der fastlægger reglerne om ubetinget vigepligt. Selskabet henviser desuden til retspraksis, hvorefter en bilist, der overtræder sin ubetingede vigepligt, som hovedregel pålægges det fulde ansvar for et færdselsuheld. Selskabet bestrider klagerens beskrivelse af oversigtsforholdene og anfører, at klageren burde have været opmærksom på modparten, der kom fra højre.
Nævnet finder, at færdselsuheldet skete efter, at klageren kørte frem over hajtænderne og dermed for ubetinget vigepligt. Efter gennemgang af sagen finder nævnet, at en retsafgørelse i den konkrete situation mest sandsynligt ville resultere i, at klageren pålægges det fulde ansvar for sammenstødet. Klageren får derfor ikke medhold.
Lignende afgørelser