Stadfæstelse af dom for spirituskørsel - frakendelsestidens længde

Denne sag omhandler en anke fra en tiltalt, der var dømt for spirituskørsel. Sagen drejede sig specifikt om længden af frakendelsestiden for førerretten, når der foreligger flere tilfælde af spirituskørsel, som tilsammen udløser ubetinget frakendelse.

Sagens Baggrund

Sagen blev oprindeligt behandlet ved Hillerød Ret, som den 16. oktober 2008 afsagde dom. Tiltalte ankede denne dom til Østre Landsret med påstand om formildelse af frakendelsestiden. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af byrettens dom.

Parternes Synspunkter

Tiltalte gentog sine synspunkter fra byretten til støtte for påstanden om formildelse. Anklagemyndigheden henviste til ordlyden af Færdselsloven § 128, stk. 2, sammenholdt med Færdselsloven § 53, stk. 1, samt til tidligere domme (U 2007.2021 Ø og TfK 2007.219 V) til støtte for stadfæstelse. Parterne var enige om, at førerretten alene skulle frakendes i 1 år, hvis den praksis, der gjaldt før ændringen af færdselsloven ved lov nr. 363 af 24. maj 2005, skulle følges.

De Relevante Regler

Spirituskørsel defineres i Færdselsloven § 53, stk. 1 som kørsel med en alkoholkoncentration i blodet over 0,50 promille. Ubetinget frakendelse af førerretten sker, hvis promillen har været over 1,20 (Færdselsloven § 126, stk. 1, nr. 1), mens betinget frakendelse sker ved promiller mellem 0,50 og 1,20 (Færdselsloven § 125, stk. 1, nr. 8). Hvis føreren har gjort sig skyldig i flere spirituskørsler, hvor promillen ikke har været over 1,20, skal førerretten frakendes ubetinget (Færdselsloven § 126, stk. 1, nr. 7). Færdselsloven § 128 fastsætter, at ubetinget frakendelse sker for et tidsrum af mellem 6 måneder og 10 år, dog mindst 3 år for spirituskørsel.

Lovforslagets Baggrund

De gældende regler er baseret på lovforslag nr. L 7 fra Folketinget 2004-2005, som havde til formål at forenkle og skærpe straffen for spiritus- og promillekørsel samt kørsel i frakendelsestiden. Lovforslaget byggede på betænkning nr. 1448/2004. Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at Justitsministeriet ikke medtog udvalgets forslag om absolut kumulation af frihedsstraf og frakendelsestid. Fastsættelsen af frakendelsestiden i tilfælde af flere spirituskørsler skulle derfor fortsat foretages efter en konkret vurdering. Det blev dog foreslået, at ubetinget frakendelse som følge af spirituskørsel i alle tilfælde skulle være mindst 3 år.

Landsrettens Afgørelse og Begrundelse

Landsretten stadfæstede byrettens dom og den fastsatte frakendelsestid på 3 år, regnet fra den 20. januar 2008, hvor kørekortet blev administrativt inddraget.

Fortolkning af Færdselsloven

Retten lagde vægt på, at sagens omstændigheder – to spirituskørsler med promiller på henholdsvis 1,11 og 0,64, som hver for sig ville medføre betinget frakendelse efter Færdselsloven § 125, stk. 1, nr. 8, men tilsammen udløser ubetinget frakendelse efter Færdselsloven § 126, stk. 1, nr. 7 – falder inden for ordlyden af Færdselsloven § 128, stk. 2. Denne bestemmelse fastsætter, at ubetinget frakendelse som følge af spirituskørsel sker for et tidsrum af mindst 3 år. Landsretten bemærkede, at denne fortolkning er i overensstemmelse med tidligere landsretspraksis, herunder dommene i U 2007.2021 Ø og TfK 2007.219 V.

Lovforarbejdernes Betydning

Landsretten fandt, at forarbejderne til Færdselsloven § 128, stk. 2 ikke gav tilstrækkeligt grundlag for at fortolke bestemmelsen indskrænkende. Selvom udvalgets forslag om absolut kumulation af straf og frakendelsestid (herunder et forslag til § 129, stk. 2, der ville have fastsat frakendelsestiden til 1 år for to spirituskørsler, der tilsammen udløste ubetinget frakendelse) ikke blev gennemført, var lovforslagets overordnede formål at forenkle og skærpe straffen for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden. Den omstændighed, at frakendelsestiden i dette tilfælde skærpes betydeligt (fra 1 til 3 år) i forhold til daværende praksis og udvalgets forslag, blev anset for at være i overensstemmelse med dette formål.

Konklusion

Byrettens dom blev stadfæstet, og tiltalte blev pålagt at betale sagens omkostninger for landsretten.