Afvisning af kaskodækning for skade på bil - Gjensidige Forsikring ASA

Sagen drejer sig om en forsikringstagers klage over, at Gjensidige Forsikring ASA har afvist at dække en kaskoskade på hans bil, en Peugeot 607 fra 2001. Selskabet begrunder afvisningen med, at klageren ikke har bevist, at skaden skyldes en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed.

Sagens omstændigheder

• Klageren anmeldte en skade på bilen, som han fandt efter at have parkeret den. Han oplyste, at bilen efterfølgende blev kørt til reparation, hvor en taksator erklærede den totalskadet.
• Gjensidige Forsikring ASA afviste dækning, da deres taksator og et konsulentfirma vurderede, at skaden ikke skyldtes en påkørsel af et andet køretøj, mens bilen var parkeret. De mente, at skaden snarere var forårsaget af, at bilen med høj fart var bakket ind i en container eller lignende.
• Selskabet fremhævede, at skaden var sket i et vertikalt plan over hele bilens højde, og at der var fundet blå farveafsmitning, der kunne stamme fra en container. Desuden var der slidmærker på dækkene, hvilket indikerede, at bilen havde kørt efter kollisionen, og at kollisionen ikke var sket på det angivne sted.
• Klageren anførte, at bilens airbags ikke var blevet udløst, og at bilen var blevet kørt til en Peugeot-forhandler efter skaden, hvilket kunne forklare dækslidtagen. Han nævnte også, at bilen var parkeret ved en arbejdsplads med vejarbejde og smalle veje.
• Selskabet fastholdt, at bilen havde påkørt en faststående genstand, og at glødetråden fra bilens baklygte viste, at baklyset var tændt ved påkørslen. De afviste, at der var tale om en påkørsel af et andet motorkøretøj, da andre motorkøretøjers højde ikke kunne forårsage den vertikalt ensartede kollisionsskade.
• Selskabet anførte desuden, at selvom klageren havde underskrevet en erstatningsopgørelse, var erstatningsbeløbet fastsat med forbehold af forsikringsselskabets erstatningspligt.

Nævnet har fået forelagt sagens bilag, herunder taksatoropgørelsen og konsulentfirmaets rapport.

Nævnet kan ikke afgøre sagen, da det kræver en bevisførelse, der ikke kan ske for nævnet, og i givet fald må bevisførelsen ske ved domstolene. Dette følger af vedtægternes § 4, stk. 1.