Sag om afvist erstatning for stjålne smykker: Uenighed om smykkernes beskaffenhed (massive vs. hule)

Klageren havde en indboforsikring i Codan Forsikring A/S og klagede over selskabets erstatningsopgørelse efter et tyveri af smykker. Klageren krævede henholdsvis 96.575 kr. og 38.306 kr. for en guldkæde og et armbånd, som hun anmeldte stjålet. Selskabet udbetalte erstatning svarende til prisen for en hul guldkæde og et hult armbånd og afviste at udbetale yderligere erstatning, da klageren ifølge selskabet ikke havde dokumenteret, at de stjålne smykker var massive.

Klagerens påstande

Klageren anførte, at hun ved tegning af forsikringen gjorde opmærksom på, at forsikringssummen muligvis ikke var dækkende, og at hun aftalte med en assurandør, at han skulle komme hjem til hende for at sikre, at hun var ordentligt forsikret. Dette skete dog aldrig. Hun mente, at tvisten om erstatning for massive smykker kunne være undgået, hvis assurandøren havde besøgt hende og informeret hende om behovet for at dokumentere smykkernes vægt og længde.

Selskabets argumenter

Codan Forsikring A/S anførte, at bevisbyrden for kravets størrelse påhviler forsikringstageren, jf. forsikringsbetingelsernes punkt 7.6 om dokumentation. Selskabet henviste til oplysninger fra en guldsmed og klagerens egen oplysning om anskaffelsespris i 1992, som indikerer, at der var tale om hule guldkæder. Selskabet afviste, at der var en aftale om, at assurandøren skulle opsøge forsikringstageren for at vurdere værdien af smykkerne. Selskabet oplyste, at de havde overtaget forsikringen fra et andet selskab i 2010, og at forsikringstageren var blevet bedt om at vende tilbage med oplysninger om værdien af indbo, hvilket hun ikke gjorde.

Klagerens yderligere bemærkninger

Klageren påpegede, at den guldsmed, hun havde kontaktet, ikke kunne fastslå smykkernes præcise bredde ud fra billederne. Hun fremhævede, at de armbånd, hun prøvede hos guldsmeden, enten havde den samme vægt som hendes stjålne armbånd (massivt) eller lignede i lænkerne, men var smallere og lettere (udhulede). Hun anførte, at Codans medarbejder ikke havde overholdt sin aftale om at besigtige hendes hjem, hvilket kunne have undgået tvisten.

Nævnet fandt, at forsikringstageren ikke havde bevist, at de stjålne smykker var massive. Derfor var der ikke grundlag for at kritisere selskabets afvisning af at imødekomme klagerens erstatningskrav. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at selskabet havde handlet på en måde, der kunne begrunde et erstatningsansvar over for klageren. Som følge heraf blev det bestemt, at klageren ikke fik medhold.