Afgørelse om nedsættelse og afvisning af invaliderente efter forbrændingsskade
Dato
20. oktober 2014
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Gruppelivsordning
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
AP Pension
Dokument
Klageren havde en gruppelivsordning med forsikring ved tab af erhvervsevne i AP Pension. Hun klagede over, at selskabet pr. 1/1 2012 nedsatte hendes udbetaling af invaliderente til halvdelen, og senere at selskabet pr. 28/2 2014 afviste udbetaling af yderligere invaliderente.
Selskabet anførte, at klageren ikke havde dokumenteret, at hendes erhvervsevne var nedsat med 2/3 eller mere efter den 1/1 2012, eller med 1/2 eller mere efter den 28/2 2014.
Forsikringen gav ret til udbetaling af halv invaliderente, hvis klagerens midlertidige erhvervsevne nedsættes til mindst halvdelen, og ret til fuld invaliderente, hvis klagerens midlertidige erhvervsevne nedsættes med 2/3. Nedsættes klagerens erhvervsevne varigt til mindst halvdelen, giver forsikringen ret til halv invaliderente og præmiefritagelse, og nedsættes erhvervsevne varigt med 2/3, giver forsikringen ret til fuld invaliderente og præmiefritagelse.
Sagens omstændigheder
- Klageren, født i 1961, pådrog sig den 7/8 2010 2. og 3. gradsforbrændinger på ca. 40 % af kroppen.
- Hun var uddannet kontorassistent i 1981 og arbejdede frem til 2005 med bogholderi og personaleadministration.
- Fra 2006 til 2010 havde hun sin egen skoforretning.
- På tidspunktet for hændelsen den 7/8 2010 var klageren på besøg i en virksomhed, hvor hun var blevet ansat til start den 15/8 2010.
- Klageren blev pr. 1/9 2012 tilkendt førtidspension.
Klagerens påstande
Klageren ønskede udbetaling af fuld invaliderente samt præmiefritagelse fra den 1/1 2012 eller senere, idet det bl.a. blev gjort gældende:
- Arvævsdannelsen medfører stærke smerter over hele kroppen, udtrætning og kognitive vanskeligheder.
- Meget nedsat bevægelighed især i halsregionen.
- Arbejdsskadestyrelsen har vurderet erhvervsevnetabet til 85 %.
Selskabets argumenter
- Selskabet fastholdt sin vurdering og henviste til en speciallægeerklæring af 9/10 2013, hvor klagerens funktionsniveau blev vurderet til 80 % af det normale.
- Selskabet anførte, at Arbejdsskadestyrelsens erhvervsevnetabskriterium er forskelligt fra det kriterium, som selskabet vurderer klageren efter.
- Selskabet er ikke bundet af en kommunal afgørelse om førtidspension.
Nævnets flertal fandt det ikke bevist, at klagerens generelle erhvervsevne efter den 1/1 2012 var nedsat med over 2/3, eller at erhvervsevnen efter den 28/2 2014 var nedsat med halvdelen eller derover. Nævnet bemærkede, at vurderingen af den generelle erhvervsevne sker ud fra en generel målestok, hvor klagerens erhvervsevne vurderes i forhold til alle erhverv, man med rimelighed kan forlange, hun skal påtage sig.
Nævnets mindretal fandt, at klageren havde godtgjort, at hendes erhvervsevne fortsat er nedsat med 2/3, jf. speciallægeerklæringen af 30/4 2013 og Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet.
Nævnet kunne derfor ikke pålægge selskabet at udbetale invaliderente eller yde præmiefritagelse i yderligere omfang end sket.
Som følge heraf bestemmes:
Klageren får ikke medhold.
Lignende afgørelser