Sag om tøbrudsskade på fritidshus: Uenighed om omfang af dækning og erstatningskrav

Sagens baggrund

Klageren havde en fritidshusforsikring i Topdanmark Forsikring A/S og klagede over selskabets erstatningsopgørelse for en tøbrudsskade, der skete i april 2011. Klageren krævede erstatning for opførelse af et nyt fritidshus, advokatudgifter, rådgiverudgifter, kørsel samt tabt lejeindtægt og en kompensation på 25.000 kr.

Topdanmark tilbød at dække udgifterne til udskiftning af dele af husets gulv og behandling af skimmelsvamp. Selskabet tilbød også at genoptage sagsbehandlingen vedrørende kravet om erstatning for tabt lejeindtægt, men afviste at udbetale yderligere med henvisning til, at klageren ikke havde begrænset sit tab.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren anførte, at huset var totalskadet som følge af tøbrudsskaden i 2011 og en tidligere vandskade i 2005. Han mente, at Topdanmark skulle erstatte et nyt hus eller et brugt hus til flytning, bortskaffelse af det nuværende hus, advokatudgifter, udgifter til en rådgivende ingeniør, kørsel, tabt lejeindtægt og kompensation for ikke at kunne benytte huset.

Klageren mente, at selskabet ikke havde foretaget sig noget for at begrænse skaden, og at sagsbehandlingen var trukket i langdrag med usandfærdige påstande.

Selskabets påstande og argumenter

Topdanmark anførte, at de havde tilbudt erstatning for skaderne på gulvene og skimmelsvamp som følge af tøbruddet i 2011. Selskabet mente, at den omfattende skimmelsvamp skyldtes manglende færdiggørelse af reparationen, manglende afdækning og opstigning af grundfugt, hvilket ikke var dækket af forsikringen.

Selskabet henviste til, at klageren som forsikringstager har en generel pligt til at afværge og begrænse skade, jf. Forsikringsaftaleloven § 3.

Topdanmark afviste at dække skaden fra 2005, da der ikke var konstateret vand i husets konstruktioner. Selskabet anførte desuden, at skaden fra 2005 var forældet.

Selskabet opstillede forskellige erstatningsløsninger for klageren, herunder reparation af skaden, erstatning til anden løsning og erstatning til fri rådighed.

Ankenævnet gav ikke klageren medhold. Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at de erstatningsforslag, som selskabet havde fremsat, ikke var tilstrækkelige til udbedring af eller kompensation for skaden opstået ved tøbruddet i 2011. Den yderligere opfugtning, der er sket i konstruktionerne efter tøbrudsskaden, kan nævnet ikke pålægge selskabet at betale erstatning for. Nævnet fandt ikke anledning til at kritisere selskabets afgørelse vedrørende erstatning for tab af lejeindtægt, da selskabet havde tilbudt at genoptage sagsbehandlingen, såfremt klageren fremsender dokumentation for sit tab. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at pålægge selskabet at dække klagerens advokatomkostninger eller udgifter til rådgiver. Nævnet fandt, at kørselsudgifter ikke er omfattet af forsikringsdækningen og at der ikke var grundlag for at pålægge selskabet at udbetale yderligere for udgifter til opbevaring af møbler og inventar, da selskabet allerede havde dækket udgifterne til leje af en container i 1 år. For så vidt angår klagerens krav om erstatning for "Skatter, El, Vandværk, Kontingenter, Forsikring" fandt nævnet ikke grundlag for at pålægge selskabet at udbetale erstatning herfor.