Sag om indbrudstyveri og erstatningskravs størrelse

Klageren havde en familieforsikring i Forsikrings-Aktieselskabet Alka og klagede over størrelsen af den erstatning, selskabet udbetalte efter et indbrudstyveri.

Sagens omstændigheder

• Klageren anmeldte den 18. maj 2012, at der var stjålet genstande ved et indbrud på hans bopæl den foregående dag, og at hans sofa var blevet beskadiget. Hans samlede krav var ca. 166.000 kr.
• Selskabet udbetalte 65.289,90 kr. efter fradrag af selvrisiko og afviste yderligere udbetaling, da klageren ikke havde dokumenteret hele sit krav.
• Selskabet anførte, at der var divergerende oplysninger om erhvervelsen af kontanterne, hvilket skabte tvivl om det fremlagte lånebevis. Derudover var der uoverensstemmelser mellem den oplyste pris på et Tom Kristensen ur og urets vejledende udsalgspris.
• Selskabet anførte også, at der var uoverensstemmelser omkring skaderne på sofaen. Politiet, som var til stede efter indbruddet, havde oplyst, at der ikke var hul igennem skindet ved deres besigtigelse, hvilket selskabet tolkede som, at skaderne var opstået efter indbruddet.

Parternes argumenter

• Klagerens advokat anførte, at det ikke burde have betydning for erstatningsspørgsmålet, om det stjålne kontantbeløb stammede fra opsparing eller et lån. Advokaten anførte desuden, at det afgørende måtte være, at klageren under straffeansvar havde erklæret, at der var et beløb på 22.000 kr. til stede.
• Klagerens advokat anførte desuden, at det var et faktum, at der havde været indbrud, og at indstigningsstedet med glasskår var præcis ud for det sted i sofaen, som var beskadiget. Derfor skulle sofaen erstattes med genanskaffelsesværdien.
• Selskabet fastholdt, at klageren havde ændret forklaring omkring det anmeldte kontantbeløb. Selskabet anførte, at lånebeviset virkede konstrueret, og at fotoet af kontanterne ikke viste ejerskab eller beløb. Selskabet anførte desuden, at der var uoverensstemmelser omkring skaderne på sofaen, og at skaderne ikke kunne være opstået som følge af indbruddet.

Nævnet udtaler, at efter almindelige forsikringsretlige principper er det klageren, der skal bevise kravets størrelse. Efter gennemgang af sagen finder nævnet, at klageren ikke har bevist, at han har krav på yderligere erstatning, og nævnet kan derfor ikke kritisere selskabets afgørelse.

Nævnet bemærker, at afgørelsen er truffet på skriftligt grundlag, og at en egentlig bevisførelse for en domstol kan give et andet resultat. En eventuel sag må i givet fald anlægges af klageren mod selskabet.

Som følge heraf bestemmes det, at klageren ikke får medhold.