Afvisning af dækning for opfugtning og skimmelsvamp efter vandskade i badeværelse

Klageren havde en villaforsikring hos Tryg Forsikring A/S og klagede over, at selskabet afviste dækning for opfugtning og skimmelsvamp i badeværelset samt et indbygget klædeskab i gangen. Selskabet anerkendte en utæthed i afløbet fra badekarret som en dækningsberettigende skade, men mente, at den påklagede opfugtning og skimmelsvamp ikke skyldtes denne skade eller en anden dækningsberettigende rørskade. Selskabet anførte, at skimmelsvamp ikke i sig selv er dækningsberettigende, da dækningen kun omfatter angreb af træødelæggende svampe. Selskabet mente desuden, at klageren ved grov uagtsomhed havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt, da han ikke tidligere havde udbedret skader på badeværelsets fliser og fuger.

Klageren anførte, at han i 2009 havde mistanke om problemer med skjulte installationer og afløb i badeværelset på grund af dårlig lugt. Han anmeldte skaden til Tryg, som i 2010 bekræftede skimmelsvamp, men afviste dækning, da der ikke umiddelbart kunne konstateres læk. Klageren valgte i slutningen af 2011 at frilægge installationerne og konstaterede vandskader og utæt afløb fra badekaret. Disse skader blev anmeldt i januar 2012. Klageren mente, at Tryg havde accepteret dækning via en bygningstaksator, men at en anden taksator efterfølgende afviste dækning.

Tryg anførte, at de allerede i 2009 havde konstateret revnede fliser og fuger, hvilket var årsagen til vandindtrængning. Selskabet afviste, at der var tale om en dækningsberettigende rørskade og henviste til, at klageren ikke havde foretaget skadebegrænsende foranstaltninger. Tryg henviste til Forsikringsaftalelovens § 52 om tabsbegrænsningspligt.

Klageren bestred flere af Trygs faktiske oplysninger og anførte, at skaden skyldtes utætheder ved de skjulte installationer, hvilket også fremgik af en ekspertrapport. Han mente, at Tryg havde brudt aftalelovens regler om bindende aftaler, da en taksator mundtligt havde accepteret dækning. Klageren krævede dækning for omkostninger til udbedring af skaderne i badeværelset og gangen samt udgifter til ekspertundersøgelsen.

Nævnet kunne ikke afgøre sagen, da det krævede yderligere bevisførelse om årsagen til skaden på væggene, de påståede renoveringsplaner og klagerens ageren efter fremkomsten af skimmelsvampen. Da en sådan bevisførelse ikke kan finde sted for nævnet, men i givet fald bør foregå ved domstolene, måtte nævnet med henvisning til § 4 i nævnets vedtægter afvise sagen.