Afvisning af méngodtgørelse efter knæskade: Spørgsmål om forudbestående slidgigt

Denne sag omhandler en klage fra en forsikringstager mod If Skadeforsikring vedrørende afvisning af méngodtgørelse efter en ulykke den 2. december 2010, hvor klageren kom til skade med sit venstre knæ.

Sagens omstændigheder

Klageren anfører, at hun efter et lægebesøg og operation i armen, ved indstigning i sin bil foretog en fejlberegnet bevægelse for at beskytte sin arm, hvilket resulterede i et kraftigt ryk i knæet. Hun oplevede efterfølgende store smerter og hævelse. Klageren argumenterer for, at der var tale om et højenergitraume, og at ménet bør betragtes isoleret fra hendes forudbestående lidelser.

If Skadeforsikring afviste kravet med henvisning til, at méngraden som følge af ulykken var under 5 %, og at der var tale om forudbestående slidgigt i knæet. Selskabet mente, at traumet ikke ville have efterladt gener, hvis der ikke havde været slidgigt.

Parternes argumenter

• Klageren fremhæver, at hun ikke havde mærket noget til slidgigten før ulykken, og at skaden derfor bør betragtes som en selvstændig skade. Hun anførte, at selv et rask knæ kunne blive skadet ved et tilsvarende traume.
• Selskabet henviste til en speciallægeerklæring, der bekræftede forudbestående slidgigt og vurderede, at forvridningen ikke var større. Selskabet anførte, at méngraden var under 5 %.

Speciallægeerklæring

Speciallægeerklæringen diagnosticerede slidgigt og følger efter forvridning i venstre knæ. Lægen konkluderede, at forvridningen kun delvist kunne forklare de nuværende gener, idet der var tale om forudbestående patologi. Lægen fremhævede dog et tidsmæssigt sammenfald mellem forvridningen og forværringen af klagerens tilstand, idet et artroseknæ er mere følsomt over for en sådan forvridning.

Forsikringsbetingelser

Selskabet henviste til forsikringsbetingelserne, der undtager dækning for sygdom, forudbestående invaliditet samt forværring af ulykkestilfældets følger, der skyldes en tilstedeværende eller tilfældig tilstødende sygdom.

Ankenævnet fandt, at klagerens knægener hovedsageligt skyldtes forudbestående lidelser, og at ulykkestilfældet ikke i sig selv havde medført et varigt mén på mindst 5 %. Derfor kunne nævnet ikke kritisere selskabets afvisning af at yde forsikringsdækning.

Herefter blev det bestemt, at klageren ikke fik medhold.