Nordea Pension: Afvisning af kritisk sygdomsdækning pga. manglende aftale
Dato
6. maj 2013
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Kritisk sygdom
Afgørelse
Paragraf 4
Firma navn
Velliv, Pension og Livsforsikring
Dokument
Sagens omstændigheder
Klageren havde en livsforsikring i Nordea Pension via sin ansættelse som direktør i .... Ved ansættelsen i 2001 kunne Nordea Liv & Pension ikke tilbyde dækning ved kritisk sygdom på grund af en tidligere blodprop. I 2009 indledte klageren forhandlinger med Nordea Liv & Pensions pensionskonsulent om en ændring af pensionsaftalen.
Pensionskonsulenten bekræftede i en mail af 24. juli 2009, at hvis ... godkendte ændringen af kontrakten, ville alle medarbejdere kunne få basisdækningerne, som bl.a. omfattede kritisk sygdom, uden klausuler, og at klageren kunne få fuld forsikringsdækning uden forudgående helbredstjek.
Klageren spurgte efterfølgende ind til arbejdsgivererklæringen og dækningen, idet han ville være sikker på, at han var dækket trods sin tidligere blodprop, inden ... besluttede ændringen. Pensionskonsulenten besvarede denne mail den 26. august 2009. Der var efterfølgende korrespondance omkring pensionsaftalens ikrafttrædelsestidspunkt, og i april 2010 rykkede G. fra ... for en aftale til underskrift.
Der blev dog aldrig underskrevet en ny firmapensionsaftale mellem Nordea Liv & Pension og ....
I februar 2012 blev klageren indlagt på sygehus, hvor der konstateredes problemer på alle 3 kranspulsårer, hvilket berettiger til dækning for kritisk sygdom. Klageren anmodede herefter Nordea Liv og Pension om dækningstilsagn.
Parternes argumenter
Klageren anfører, at der er indgået en endelig og bindende aftale om ændring af dækningsomfanget, og at det forhold, at selskabet ved en fejl ikke fik registreret ændringerne og udsendt ny police, ikke medfører, at de aftalte ændringer ikke er bindende for selskabet. Klageren ønsker tilsagn om dækning for kritisk sygdom og dermed udbetaling af kritisk sygdom på 25 % af klagerens årsløn.
Selskabet anfører, at det har været en klar forudsætning for pensionskonsulentens svar og tilsagn om fuld forsikringsdækning, at der blev indgået en ny pensionsaftale mellem Nordea Liv & Pension og ..., og at det fremgår af korrespondancen, at en eventuel ændring af vilkårene for klagerens pensionsordning var afhængig af, at der blev indgået en ny pensionsaftale. Selskabet mener ikke, at et tilbud 'pr. definition må være accepteret', fordi pensionskonsulenten oplyser en ikrafttrædelsesdato. Selskabet afviser klagen.
Nævnet finder, at en nærmere bevisførelse er nødvendig for at kunne tage stilling til, om der er indgået en endelig og bindende aftale, og hvad virkningerne af denne i givet fald er. En sådan bevisførelse må ske ved domstolene, hvor der er mulighed for parts- og vidneafhøringer. Sagen kan derfor ikke afgøres af nævnet på skriftligt grundlag, og det følger herefter af vedtægternes § 4, stk. 1, at nævnet må afvise at afgøre sagen.
Lignende afgørelser