Lægernes Pensionskasse: Klage over manglende mulighed for omtegning af pension med bevarelse af ægtefællepension

Klageren, født i 1943, havde en arbejdsmarkedspensionsordning i Lægernes Pensionskasse (LPK). Han klagede over, at LPK afviste at give medlemmer af "Pensionsordning 2" mulighed for at omtegne deres garanterede pensionsordning til en ordning med betinget rentegaranti, samtidig med at bevare ægtefællepension opsparet før 1993.

I foråret 2012 tilbød LPK medlemmerne at omtegne deres garanterede pensionsordning til en ordning med betinget rentegaranti. For medlemmer af Pensionsordning 2 var tilbuddet betinget af, at de accepterede bortfald af ægtefællepension opsparet før 1993.

LPK anførte, at det ikke var muligt inden for det gældende pensionsregulativ at omtegne pensionsordningen til en ordning med betinget rentegaranti og samtidig bevare ægtefællepension opsparet før 1993. Selskabet mente også, at manglende tilbud om omtegning med bevarelse af ægtefællepension ikke var i strid med den foreningsretlige lighedsgrundsætning, og at selskabet ikke havde ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med klagerens fravalg af den frivillige ægtefællepension fra og med 1993.

Klageren anførte, at LPK diskriminerede medlemmer af ordning 2 ved at "ekspropriere" opsparet ægtefællepension. Han ønskede, at LPK skulle fremlægge et nyt tilbud, der inkluderede fortsat ægtefællepension som opsparet indtil 1993.

Klageren fremhævede, at han havde været medlem af LPK siden 1970, hvor der var obligatorisk indbetaling til ægtefællepension. Fra 1993 indførte LPK valgfrihed mellem to pensionsordninger: Pensionsordning 1 med fortsat indbetaling til ægtefællepension og Pensionsordning 2 uden fortsat indbetaling, men med bevaret ægtefællepension af pensionsopsparing indbetalt før 1993. Klageren valgte Pensionsordning 2.

LPK fastholdt, at det ikke var muligt at omtegne til betinget rentegaranti med samtidig bevarelse af ægtefællepension opsparet før 1993 inden for rammerne af det gældende vedtægt og pensionsregulativ. Selskabet mente ikke, at de pågældende medlemmer blev behandlet i strid med lighedsgrundsætningen, og at rådgivningen i 1993 ikke var mangelfuld.

LPK forklarede, at omtegningen skulle ske hurtigt for at sikre medlemmerne en omtegningsbonus, og at en ændring af pensionsregulativet ville forsinke processen. Selskabet vurderede, at pensionsregulativet ikke gav mulighed for at videreføre den obligatoriske ægtefælledækning fra før 1993 i den nye ordning for medlemmer, der fravalgte ægtefælledækning i 1993.

Klageren anførte supplerende, at han ikke havde fået tilstrækkelig kompensation for opgivelse af rentegarantien og "ekspropriationen" af ægtefællepensionen. Han mente, at LPK's håndtering var forkert og uetisk.

Nævnets flertal kunne ikke pålægge selskabet at tilbyde klageren og andre i samme ordning en yderligere valgmulighed, da klageren kunne bevare retten til ægtefællepension ved at forblive i den ordning, han valgte i 1993.

Flertallet fandt desuden, at selskabet ikke havde overtrådt den foreningsretlige lighedsgrundsætning, da medlemmer, der ikke havde indbetalt til ægtefællepension siden 1993, ikke var i samme situation som dem, der valgte at fortsætte indbetalingerne.

Der var intet grundlag for at antage, at selskabet havde inddraget usaglige hensyn ved valget af omtegningsmuligheder, eller at klagers bidrag til ægtefællepensionen indtil 1993 ikke var kommet klageren til gode.

Flertallet fandt herefter ikke grundlag for at give klageren medhold.

Nævnets mindretal mente, at selskabet havde forskelsbehandlet medlemmerne ved ikke at give medlemmerne i klagers ordning mulighed for at bevare ægtefællepensionen.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertal.