Command Palette

Search for a command to run...

LB Forsikring A/S' afvisning af erstatning for ødelagte feriedage, taxa og hjemtransport efter fald i Italien

Dato

21. januar 2013

Principiel sag

Nej

Forsikringstype

Rejse

Afgørelse

Delvis medhold

Firma navn

LB Forsikring

Dokument

Klageren havde en rejseforsikring i LB Forsikring A/S og klagede over, at selskabet havde afvist at udbetale erstatning for ødelagte feriedage samt refundere hendes udgifter til taxa og hjemtransport i forbindelse med en tilskadekomst i Italien.

Sagens omstændigheder

Klageren, født i 1929, rejste til Italien den 21/2 2012 med en veninde. Den 22/2 2012 faldt hun på en trappe og blev tilset på et lokalt hospital. Den 23/2 2012 kontaktede hun selskabets alarmcentral. Lægen fandt moderat ømhed ved mobilisering af venstre underekstremitet, men ingen kliniske tegn på frakturer, nerve- eller karskader. Røntgen bekræftede ingen frakturer, og viste at protesen sad på plads. Lægen anbefalede gang med støtte i 3-4 dage samt smertestillende medicin. Alarmcentralen vurderede, at der ikke var medicinsk indikation for fremskyndet hjemtransport, og at hun kunne rejse hjem som planlagt den 4. marts.

Den 24/2 2012 rejste klageren hjem til Danmark.

Klagerens egen læge udtalte den 11/4 2012, at klageren havde voldsomme smerter og kun kunne gå med hjælp af 2 krykkestokke. Hun blev set på skadestuen den 24/2, hvor der fortsat ikke var tegn på fraktur eller proteseløsning. Hun var fortsat meget svær at mobilisere og kunne knap støtte på det venstre ben. Hun havde skullet tage stærkere smertestillende medicin, havde ikke kunnet gå og havde måttet opholde sig indendørs i ca. 2 uger.

Klageren anmodede sin hjemkommune om praktisk bistand til rengøring i hjemmet, hvilket blev bevilliget midlertidigt.

Klagerens påstande

I klageskema af 11/6 2012 krævede klageren, at selskabet skulle udbetale erstatning for ødelagte feriedøgn, taxa og hjemtransport - i alt 13.050 kr. Hun anførte, at hun ikke kunne flytte sig ved egen hjælp og valgte at tage retur til DK for ikke at få resten af ferien ødelagt.

Selskabets bemærkninger

Selskabet bemærkede, at de indsendte lægelige oplysninger fra hospitalet på feriestedet ikke indeholdt oplysninger om ordineret sengeleje/indendørs ophold, eller ordination af førtidig hjemrejse/hjemtransport. Selskabets lægekonsulent vurderede, at der ikke var medicinsk indikation for førtidig hjemrejse/hjemtransport, og at klagerens tilstand ikke havde nødvendiggjort sengeleje eller indendørs ophold. Selskabet mente ikke, at det forhold, at klageren efter hjemkomst til Danmark havde fået bevilget hjælp til praktisk bistand, ændrede på, at tilstanden ikke nødvendiggjorde sengeleje eller indendørs ophold under rejsen.

Ankenævnet bestemte, at LB Forsikring A/S skulle anerkende, at klagerens tilskadekomst den 22/2 2012 nødvendiggjorde indendørs ophold, eller hvad der må sidestilles hermed, i rejseperioden 22/2 – 4/3 2012, og skulle udbetale forsikringsydelse i overensstemmelse hermed. Selskabet skulle endvidere dække klagerens dokumenterede taxaudgifter til og fra hospitalet.

Nævnet fandt det sandsynliggjort, at klagerens tilskadekomst nødvendiggjorde indendørs ophold i den resterende del af rejseperioden. Nævnet henviste til forsikringsbetingelsernes punkt 5.2, litra G, vedrørende dækning af taxaudgifter til og fra behandlingsstedet.

Nævnet fandt det ikke bevist, at klagerens tilskadekomst nødvendiggjorde ekstraordinær hjemrejse, og kunne derfor ikke kritisere selskabets afvisning af at dække udgifter til hjemtransport.

Lignende afgørelser