Sag om afvist erstatning for varigt mén efter cykelulykke - manglende årsagssammenhæng

Klageren havde en ulykkesforsikring i Trekroner Forsikring A/S og klagede over, at selskabet afviste at udbetale erstatning for varigt mén efter en cykelulykke, hvor han fik cykelstyret i maven. Selskabet afviste dækning med henvisning til manglende årsagssammenhæng mellem klagerens gener og ulykken. Klageren havde også en ulykkesforsikring i Forsikrings-Aktieselskabet Alka, som ligeledes afviste dækning for samme hændelse (behandlet under sagsnummer 82.378).

Klagerens argumentation

Klageren anførte, at han efter ulykken den 15. august 2009 oplevede stærke smerter i højre side af maven, vedvarende diarré og feber. Han havde gennemgået flere medicinske undersøgelser, herunder en kikkertundersøgelse af bughulen, uden at finde en forklaring på symptomerne. En privat smerteklinik mente, at smerterne skyldtes en overstrækning af nerven fra ryggen til bugvæggen. En psykiatrisk speciallægeundersøgelse viste, at der ikke var en psykisk årsag til de fysiske symptomer, men at han havde fået en tilpasningsreaktion (diagnose F 43.2) som følge af skaden. Klageren henviste til en højesteretsdom (U 2011.2046 H), hvor retten fandt, at gener skulle have en årsag, og konkluderede, at skaden var årsag til generne, når man kunne udelukke andet. Klageren mente, at forsikringsselskaberne alene havde henvist til Arbejdsskadestyrelsens vurdering uden at foretage en selvstændig vurdering af det varige mén.

Selskabets argumentation

Selskabet henviste til, at klageren først ca. et år efter ulykken nævnte hændelsen med cykelstyret i journalen. Der var ikke dokumenteret en hændelse i tilstrækkelig tidsmæssig sammenhæng med smerternes opståen. Klageren havde i flere år forud for ulykken haft gener i form af diarré. Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at méngraden var mindre end 5 %. Selskabet fastholdt, at der ikke var godtgjort årsagssammenhæng mellem hændelsen i august 2009 og klagerens gener.

Arbejdsskadestyrelsens vurdering

Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at klagerens varige mén var mindre end 5 %. Styrelsen lagde vægt på, at det først ca. et år efter skaden blev nævnt i journalerne, at smerterne var opstået i forbindelse med en hændelse. Klageren havde i flere år forud for skaden haft gener i form af diarré. Der var ikke fundet tegn på sygelige forandringer ved de lægelige undersøgelser, der kunne skyldes et traume.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist årsagssammenhæng mellem den anmeldte hændelse og hans gener, i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens udtalelse. Derfor var der ikke grundlag for at kritisere selskabets afvisning af dækning og afvisning af at fastsætte en méngrad. Klageren fik derfor ikke medhold.