Afvisning af dækning for skade på udestue under ejerskifteforsikring

Klagerne havde tegnet en ejerskifteforsikring i Tryg Forsikring A/S og klagede over, at selskabet havde afvist dækning for en skade ved udestuen. Klagerne mente, at udestuen var en del af beboelsen, og at der derfor manglede areal i forhold til det oplyste.

Tryg Forsikring afviste dækning, da de betragtede det omtvistede areal som en udestue, der ikke skulle leve op til samme bestemmelser som en beboelsesdel. Selskabet mente desuden, at udestuen ikke afveg væsentligt fra andre udestuer af samme alder og vedligeholdelsesstandard, og at forholdet derfor ikke opfyldte skadebegrebet i forsikringsbetingelserne.

Ejendommen er opført i 1954, og klagerne overtog den fra et dødsbo i 2010 på baggrund af en tilstandsrapport. Tilstandsrapporten beskrev udestuen som en havestue/udestue og anførte visse skader, herunder løstsiddende panelplader, slidte krydsfinerplader og pletvise rådangreb i vinduerne. Det var ikke muligt at besigtige soklen på grund af beklædning.

Klagerne anmeldte problemer med tilbygningen, hvorefter selskabets taksator besigtigede ejendommen. Taksatoren konstaterede, at der var lagt trægulv oven på havefliser med dampspærre og isolering imellem. Taksatoren vurderede, at der ikke var tale om en dækningsberettiget skade, men snarere et spørgsmål om bygningens funktionsforhold.

Klagerne fik udarbejdet en arkitektrapport, der påviste væsentlige fejl og mangler i den nedsænkede del af stuen, herunder manglende overholdelse af bygningsreglementets krav til gulvkonstruktion, ydervægge og tagkonstruktion. Selskabet fastholdt afvisningen, da de ikke kunne konstatere skader som følge af konstruktionen, og at der ikke var en nærliggende risiko for skade.

Klagerne anførte, at den byggesagkyndige havde beskrevet ejendommen forkert, idet han fejlagtigt troede, at der var tale om en ejendom på 120 m2 med en udestue, mens der rettelig var tale om en ejendom på 120 m2 indeholdende en nedsænket stue (tidligere udestue). Selskabet fastholdt, at der var tale om en udestue, og at klagerne havde haft mulighed for at tage højde for usikkerheden omkring beboelseskvadratmeterne forud for handlen.

Ankenævnet fandt, at klagerne var tilstrækkeligt orienteret om arealets unøjagtighed i tilstandsrapporten, og at arealet i salgsopstillingen og tilstandsrapporten var benævnt som udestue og også fremtrådte som sådan. Derfor gav nævnet selskabet medhold i, at der var tale om en udestue, som ikke skulle leve op til bestemmelserne for en beboelsesdel. Nævnet fandt også, at udestuens gulvkonstruktion ikke afveg væsentligt fra andre udestuer af samme alder og i almindelig god vedligeholdelsesstand. På baggrund heraf kunne nævnet ikke kritisere, at selskabet havde afvist dækning.