Afgørelse om forældelse og renteberegning vedrørende ulykkesforsikring

Sagens baggrund

Sagen drejer sig om en forsikringstager, der har en ulykkesforsikring i Tryg Forsikring A/S, og som klager over, at selskabet har afvist at udbetale erstatning for varigt mén i forbindelse med tre ulykkestilfælde:

• 22/3 2001: Skade på højre knæ
• 10/6 2002: Skade på venstre knæ
• 5/10 2008: Skade på højre knæ

Tryg Forsikring A/S afviste oprindeligt at yde dækning for ulykken den 10/6 2002 med henvisning til forældelse.

Parternes argumenter

Klageren anfører:

• At forsikringssummen bør forrentes fra skadedatoen den 22. marts 2001 og ikke først fra den 19. marts 2002.
• At Tryg ikke har foretaget forrentning af forsikringsbeløbet som foreskrevet i Forsikringsaftaleloven § 24.
• At selskabet fejlvurderede skaden i 2001, hvilket er årsagen til, at selskabet afviser yderligere behandling vedrørende knæskaden i venstre knæ i 2002.
• At selskabet har en rådgivningspligt i henhold til god forsikringsskik.
• At selskabet først sent påberåbte sig forældelse.

Tryg Forsikring A/S anfører:

• At invaliditetssummen på ulykkestidspunktet den 22. marts 2001 var 568.583 kr., og at de har lagt denne sum til grund for erstatningsberegningen.
• At de har forpligtet sig til at betale erstatning for varigt mén, når forsikredes tilstand er stationær, og det efter den primære behandling er muligt at bedømme de varige gener, jf. Forsikringsaftaleloven § 24.
• At de ikke på et tidligere tidspunkt end 5. marts 2002 kunne have fastsat/taget stilling til det varige mén, og at de derfor har foretaget en korrekt renteberegning med begyndelse 14 dage efter modtagelsen af funktionsattesten, hvilket vil sige den 19. marts 2002.
• At kravet om erstatning i henhold til forsikringen er forældet efter den 2-årige forældelsesregel, da tilstanden efter skaden må anses for at være stationær, når det primære behandlingsforløb er afsluttet, og der ikke kan forventes en yderligere bedring i tilstanden efter ulykkestilfældet.

Arbejdsskadestyrelsens vurdering

Arbejdsskadestyrelsen vurderede den 7/2 2013, at ulykken den 22/3 2001 har medført et varigt mén på 10 %, mens ulykken den 5/10 2008 ikke har medført et varigt mén på 5 % eller derover. Klageren accepterede Arbejdsskadestyrelsens ménfastsættelse.

Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at selskabet ikke havde beregnet erstatningen på baggrund af den forsikringssum, der gjaldt på ulykkestidspunktet. Nævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at kritisere, at selskabet havde beregnet renter fra den 19/3 2002. Da rentesatsen i henhold til Forsikringsaftaleloven § 24 på dette tidspunkt udgjorde Nationalbankens løbende diskonto med et tillæg på 5 %, fandt nævnet ikke anledning til at kritisere selskabets renteberegning.

Klageren har oplyst, at selskabet i forbindelse med den telefoniske anmeldelse af ulykken afviste at yde dækning med henvisning til, at det varige mén ikke udgjorde mindst 5 %. Selskabet har ikke efterfølgende taget stilling til klagerens gener i venstre knæ. Nævnet finder herefter, at selskabet ikke har afskåret sig fra at gøre forældelse gældende.

Efter sin gennemgang af sagen finder nævnet at måtte lægge til grund, at klageren har haft markante gener siden hændelsen den 10/6 2002. Nævnet finder herefter ikke at kunne kritisere, at selskabet har anset hans eventuelle krav for at være forældet.

Som følge af det anførte bestemmes:

Klageren får ikke medhold.