Sag om afvist dækning for stjålne smykker fra feriebolig i Tyrkiet

Klagerne havde en indboforsikring i Købstædernes Forsikring GS og anmeldte et tyveri fra deres feriebolig i Tyrkiet. De krævede dækning for 3 stjålne guldringe til en værdi af 45.000 kr. Selskabet afviste kravet, da de mente, at klagerne ikke havde dokumenteret deres krav tilstrækkeligt.

Klagernes påstande

• Klagerne hævdede, at der var sket et tyveri/røveri i deres sommerbolig i Tyrkiet, mens de sov, og at dette var anmeldt til politiet.
• De fremlagde dokumentation for erhvervelsen af ringene i form af certifikater og dokumentation for deres rejse til Tyrkiet.
• Klagerne anførte, at det er almindeligt at betale kontant hos juvelerer i Tyrkiet for at opnå en bedre pris.
• De mente, at forsikringsselskabet ikke havde grund til at mistænkeliggøre dem.
• Klagerne krævede, at Købstædernes Forsikring skulle betale 45.000 kr. med tillæg af renter i henhold til Forsikringsloven § 24.

Selskabets påstande

• Selskabet anførte, at klagerne ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for købet af smykkerne.
• De påpegede, at der ikke var dokumentation for betalingen, ingen kontoudtog, der viste kontanthævninger, og at smykkerne ikke var købt med kreditkort.
• Selskabet fandt det usædvanligt, at klagerne skulle have sparet så stort et beløb op kontant.
• De bemærkede, at certifikaterne havde næsten fortløbende numre, var udfyldt med samme kuglepen og angav beløb i danske kroner, selvom de var købt i Tyrkiet.
• Selskabet anførte, at der ikke var fremlagt fotodokumentation for smykkerne.
• Selskabet mente ikke, at en erklæring fra juveleren efter skaden løftede bevisbyrden.

Supplerende anbringender fra klagerne

• Klagerne anførte, at erklæringen fra juveleren skulle betragtes som et autoritativt bevis, da den var indhentet på opfordring fra selskabet.
• De fremhævede, at selskabet selv havde mulighed for at kontakte juveleren for at verificere oplysningerne.
• Klagerne anførte, at det er sædvanligt at betale med nationale valuta i turistbyer i Tyrkiet, og at certifikater ofte udstedes på engelsk eller dansk.
• De mente, at det var realistisk, at klager havde foræret sin hustru smykker til den pågældende værdi, da de havde en god økonomi.

Nævnet kan ikke afgøre sagen, da der er behov for parts- og/eller vidneforklaringer under strafansvar for at belyse de faktiske forhold omkring købet af ringene. Denne bevisførelse kan ikke foretages for Ankenævnet, men må foregå ved domstolene, jf. vedtægternes § 4.