Afgørelse om afvisning af dækning for hjemrejseudgifter efter misset udrejsefly
Dato
5. november 2012
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Rejse
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
If
Dokument
Klageren havde en rejseforsikring i If Skadeforsikring i tilknytning til sit Mastercard. Han klagede over, at selskabet havde afvist at dække hans udgifter til en hjemrejse fra Tyrkiet.
Sagens omstændigheder
Klageren og hans familie købte en rejse med fly fra Hamburg til Tyrkiet med afrejse den 16/10 2010 og hjemrejse den 23/10 2010. De kom for sent til afrejsen, og klageren købte derfor nye billetter til Tyrkiet. Da de ikke benyttede de oprindelige billetter til Tyrkiet, annullerede flyselskabet hjemrejsen. Klageren købte derefter en ny hjemrejse til Danmark.
Selskabet dækkede klagerens udgifter til den nye afrejse fra Hamburg til Tyrkiet, men afviste at dække udgifterne til den nye hjemrejse til Danmark, da klageren ikke mødte forsinket op til hjemrejsen.
Klagerens påstande
Klageren anførte, at da If havde erkendt, at de uforskyldt ikke nåede deres fly fra Hamburg, mente han, at de også skulle betale flyudgiften til hjemtransporten. Han henviste til, at forsikringsbetingelserne dækkede udgifterne til den oprindelig planlagte rejserute, og de havde også planlagt at skulle hjem igen. Han forklarede, at manglende fremmøde til udrejse medførte 'no show', hvorfor flyselskabet annullerede hjemrejsebilletterne.
Selskabets argumenter
Selskabet bemærkede, at forsikringen dækker rimelige og nødvendige ekstraudgifter til indhentning af den oprindeligt planlagte rejserute, hvis sikrede har påbegyndt rejsen og uforskyldt og uforudseeligt møder for sent frem til et offentligt eller et af rejsearrangøren arrangeret transportmiddel. Selskabet anførte, at klageren ikke var kommet for sent til hjemrejseflyet den 23.10.2010.
Selskabet forklarede, at når det gælder returbilletter, er reglerne sådan, at returrejsen annulleres automatisk, hvis man ikke benytter udrejsen. Man har dog mulighed for at benytte returrejsen, såfremt man giver flyselskabet besked om det. Selskabet mente, at klageren havde pligt til at sætte sig ind i de betingelser, der knytter sig til billetten, og i forhold til forsikringen havde man pligt til at agere skadebegrænsende.
Selskabet fastholdt, at der ikke var tale om forsinket fremmøde på hjemrejsen i henhold til vilkårenes punkt 25, da klageren ikke mødte for sent op i Antalya på hjemrejsen, men mistede sine returbilletter af andre årsager.
Klagerens yderligere oplysninger
Klageren oplyste, at de gav besked til flyselskabet i Hamburg om, at de ville benytte hjemrejsebilletterne. Han anførte, at det er korrekt, at de ikke kom for sent til deres hjemrejsefly, men disse billetter var blevet annulleret, forårsaget af, at de ikke nåede deres udrejsefly, altså no show.
Forsikringsbetingelser
Af forsikringsbetingelserne fremgår bl.a.:
- Forsikringen dækker rimelige og nødvendige ekstraudgifter til indhentning af den oprindeligt planlagte rejserute, hvis sikrede har påbegyndt rejsen og, uforskyldt og uforudseeligt, møder for sent frem til et offentligt et af rejsearrangøren arrangeret transportmiddel.
- Forsikringen dækker ikke, hvis det kan bebrejdes sikrede, at sikrede ikke når at checke ind i lufthavn, havn, tog, bus eller andet transportmiddel, i henhold til oplysningerne i rejseplanen.
Ankenævnet for Forsikring gav ikke klageren medhold. Nævnet begrundede afgørelsen med, at klagerens ekstraudgifter til hjemrejsen ikke var en følge af forsinket fremmøde, idet flyselskabet havde annulleret klagerens oprindelige hjemrejse, og klageren havde ret til at benytte billetterne, hvis de havde oplyst flyselskabet om dette.
Lignende afgørelser