Højesteret stadfæster domme for terrorstøtte og bistand til efterretningstjeneste, men frifinder for visse billigelser af terrorangreb

Sagens Baggrund og Forløb

Sagen omhandler tre tiltalte, Tiltalte 1, Tiltalte 2 og Tiltalte 3, der er anklaget for en række alvorlige forbrydelser relateret til spionage og terrorvirksomhed i Danmark og Iran. Sagen er anket til Højesteret efter domme fra Retten i Roskilde (2. marts 2022) og Østre Landsret (12. januar 2024).

Anklager og Påstande

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af straffene. De tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse for flere forhold, subsidiært formildelse af straffen, og mere subsidiært frifindelse for påstanden om udvisning og frakendelse af dansk indfødsret (for Tiltalte 2).

De centrale anklagepunkter mod de tiltalte omfatter:

• Bistand til saudiarabisk efterretningstjeneste: Indsamling og videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner i Danmark og udlandet, organisationer i udlandet samt iranske militære anliggender i perioden 2012-2020 (Straffeloven § 108, stk. 1 og 2).
• Fremme af terrororganisationers virksomhed: Som medlemmer af ASMLA (Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz) har de fremmet og forsøgt at fremme virksomheden for Martyr Muhyiddin Al-Nasser Brigaden og Jaish al-Adl, der begår terrorhandlinger i Iran (Straffeloven § 114 e).
• Finansiering af terrorisme: Tilvejebringelse af 15 mio. kr. og forsøg på at tilvejebringe yderligere 15 mio. kr. fra en saudiarabisk efterretningstjeneste til ASMLA og Martyr Muhyiddin Al-Nasser Brigaden. Tiltalte 3 er desuden fundet skyldig i forsøg på at tilvejebringe midler gennem en saudiarabisk embedsmand til Jaish al-Adl (Straffeloven § 114 b, nr. 2).
• Billigelse af terrorangreb: Offentlig og udtrykkelig billigelse af et terrorangreb den 22. september 2018 i Ahwaz, Iran, hvor civile og militære personer blev dræbt eller såret (Straffeloven § 136, stk. 2).

Tiltaltes Anbringender

De tiltalte har primært anført, at deres handlinger skal betragtes som lovlig frihedskamp mod et udemokratisk og undertrykkende iransk regime og derfor ikke falder ind under terrorismebegrebet i Straffeloven § 114. De har fremhævet, at de støttede organisationer ikke har rettet angreb mod civile mål, men mod repræsentanter for det iranske regime, herunder sikkerhedsstyrker, olieinstallationer og banker, og at ASMLA ikke er opført på relevante terrorlister.

Vedrørende Twitter- og Facebook-opslagene har de anført, at strafbarhed efter Straffeloven § 136, stk. 2, forudsætter en udtrykkelig billigelse af et terrorangreb, og at deres opslag alene var politiske tilkendegivelser beskyttet af ytringsfriheden under Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10.

De har desuden argumenteret for en betydelig nedsættelse af straffen, idet deres motiver var politiske, og en stor del af de indsamlede midler blev brugt til lovlig politisk virksomhed.

Angående udvisning og frakendelse af dansk indfødsret har de henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til privat- og familieliv, samt at en udvisning ville være uproportional. Tiltalte 2 har desuden anført, at frakendelse af indfødsret ville gøre ham statsløs, og at han ikke har udvist en handlemåde til alvorlig skade for Danmarks vitale interesser.

Anklagemyndighedens Anbringender

Anklagemyndigheden har fastholdt, at Martyr Muhyiddin Al-Nasser Brigaden og Jaish Al-Adl er terrororganisationer omfattet af Straffeloven § 114, og at de tiltalte har støttet og fremmet deres terrorvirksomhed. De har argumenteret for, at landsrettens bevisresultater viser, at organisationerne ikke primært handlede med det formål at udbrede demokratiske værdier, og at angrebene ikke alene var rettet mod militære mål.

Anklagemyndigheden har også anført, at de tiltaltes Facebook- og Twitter-opslag udgør udtrykkelig billigelse af terrorangrebet i Ahwaz. De har påpeget, at den samlede strafudmåling bør ligge i niveauet 10-12 års fængsel, og at politiske bevæggrunde ikke bør tillægges formildende betydning. Endvidere har de argumenteret for, at der ikke bør ske en graduering af straffene, da de tiltalte i det væsentlige har handlet i fællesskab.

Højesterets Afgørelse

Højesteret har behandlet sagen med fokus på, om de tiltaltes handlinger skal anses for terrorisme eller legitim frihedskamp, samt spørgsmålene om strafudmåling, frakendelse af dansk indfødsret og udvisning.

Højesterets Vurdering af Terrorismebegrebet

Højesteret tiltrådte landsrettens bevisbedømmelse og fandt, at de organisationer, som de tiltalte støttede (ASMLA, Martyr Muhyiddin Al-Nasser Brigaden og Jaish al-Adl), begik eller havde til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af Straffeloven § 114, stk. 1. Dette gælder, selvom Iran regeres af et totalitært regime, der ikke respekterer retsstatsprincippet. Højesteret fastslog, at det forhold, at en handling er rettet mod et ikke-demokratisk samfund, ikke i sig selv udelukker, at handlingen falder inden for Straffeloven § 114, stk. 1's anvendelsesområde.

Højesteret tiltrådte derfor, at Tiltalte 1, Tiltalte 3 og Tiltalte 2 er fundet skyldige i overtrædelse af Straffeloven § 114 e (fremme af terrororganisationers virksomhed) og Straffeloven § 114 b, nr. 2 (finansiering af terrorisme).

Billigelse af Terrorangreb

Vedrørende anklagerne om billigelse af terrorangreb (Straffeloven § 136, stk. 2) har Højesteret foretaget en samlet vurdering af indholdet og konteksten af de omhandlede Twitter- og Facebook-opslag.

• Twitter-opslag: Højesteret fandt, at de omhandlede Twitter-opslag fra Tiltalte 1, Tiltalte 3 og Tiltalte 2 ikke kan anses for en udtrykkelig billigelse af terrorangrebet den 22. september 2018. De tiltalte blev derfor frifundet for disse forhold (forhold 9, 1. og 2. punkt for Tiltalte 1, forhold 11 for Tiltalte 3, og forhold 10, 1. punkt for Tiltalte 2).
• Facebook-opslag: Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af, at Tiltalte 2's Facebook-opslag af 23. september 2018, hvor angrebet blev omtalt som "den helteagtige aktion", udgjorde en udtrykkelig billigelse af terrorangrebet. Tiltalte 2 blev således fundet skyldig i dette forhold (forhold 10, 3. punkt).

Strafudmåling

Højesteret stadfæstede landsrettens strafudmåling for de tiltalte:

• Tiltalte 1: Fængsel i 8 år.
• Tiltalte 3: Fængsel i 7 år.
• Tiltalte 2: Fængsel i 6 år.

Højesteret fandt, at straffene var passende udmålt, og at der var grundlag for at graduere straffene ud fra den rolle, de hver især har haft. Ved strafudmålingen blev der lagt vægt på kriminalitetens alvor og længde, herunder den systematiske indsamling af oplysninger til en saudiarabisk efterretningstjeneste og den omfattende finansiering og fremme af terrorvirksomhed. I formildende retning blev der lagt vægt på, at handlingerne var motiveret af modstand mod det iranske styre, som ikke anses for demokratisk.

Frakendelse af Dansk Indfødsret

Højesteret tiltrådte, at Tiltalte 2 frakendes sin danske indfødsret. Det blev lagt til grund, at Tiltalte 2 ikke bliver statsløs ved frakendelsen, da han har iransk statsborgerskab. Højesteret fandt, at hans handlinger var til alvorlig skade for Danmarks vitale interesser, og at frakendelsen var proportional, selvom han har stærk tilknytning til Danmark og to mindreårige danske børn. Dette er i overensstemmelse med Indfødsretsloven § 8 B, stk. 1 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 samt EU-rettens proportionalitetsprincip.

Udvisning

Højesteret stadfæstede udvisningen af alle tre tiltalte fra Danmark med indrejseforbud for bestandig.

• Tiltalte 1 og Tiltalte 3: Udvisningen blev fundet proportional i henhold til Udlændingeloven § 26, stk. 2, jf. Udlændingeloven § 22, nr. 1, 2 og 6, og ikke i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
• Tiltalte 2: Selvom Tiltalte 2 har to mindreårige danske børn og dermed en afledt opholdsret efter Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 20, fandt Højesteret, at hans adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse. Udvisningen blev derfor anset for at være et ekstraordinært tilfælde og ikke i strid med det EU-retlige proportionalitetsprincip eller Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Konklusion

Højesteret stadfæstede landsrettens dom med den ændring, at Tiltalte 1, Tiltalte 3 og Tiltalte 2 frifindes for overtrædelse af Straffeloven § 136, stk. 2 i henholdsvis sagens forhold 9, 1. og 2. punkt, forhold 11 og forhold 10, 1. punkt. Statskassen skal betale sagens omkostninger.