Uenighed om fastsættelse af méngrad efter korsbåndsskade og rekonstruktion

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og PenSam Forsikring A/S vedrørende fastsættelsen af den varige méngrad efter en knæskade.

Sagens baggrund

Forsikringstageren pådrog sig den 21. januar 2009 en venstresidig knæskade med korsbåndslæsion under skiløb. Hun gennemgik efterfølgende en korsbåndsrekonstruktion. Selskabet anerkendte skaden som dækningsberettiget under hendes ulykkesforsikring.

Parternes argumenter

Selskabets standpunkt: PenSam Forsikring fastsatte den varige méngrad til 5 % baseret på lægelige akter, herunder en funktionsattest fra 14. februar 2011. Selskabet henviste til, at vurderingen er en medicinsk bedømmelse af de gener, skaden medfører i hverdagen, og at den er i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens méntabel. Selskabet anførte, at der ifølge funktionsattesten ikke var konstateret objektiv skuffeløshed eller sideløshed, selvom der var smerter, ømhed og et mindre muskelsvind. De vurderede derfor skaden efter méntabellens punkt D.2.7.10 (Læsion af korsbånd med generende skuffeløshed og beskedne objektive fund).

Klagerens standpunkt: Klageren mente, at méngraden var sat for lavt. Hun argumenterede for, at erstatningen skulle tage udgangspunkt i méntabellens punkt D.2.7.15, som omhandler læsion af korsbånd med sværere følger og en méngrad på 25 %. Hun henviste til, at der var foretaget en korsbåndsrekonstruktion, og at hun oplevede daglige smerter, ustabilitet, muskelsvind og funktionelle begrænsninger, såsom ikke at kunne gå ned i knæ eller bære tunge ting. Hun påpegede desuden, at hun fra et andet selskab (SOS) havde modtaget en erstatning svarende til 12 % mén.

Lægelig dokumentation

De centrale lægelige dokumenter var en række journalnotater og en funktionsattest. Journalnotaterne efter operationen beskrev generelt et fint resultat med god stabilitet i knæet, men også et let bevægelsesunderskud (fleksionsdeficit). Funktionsattesten fra 14. februar 2011 dokumenterede følgende for venstre knæ:

Ankenævnet gav ikke klageren medhold.

Nævnet fandt, at en méngrad på mere end 5 % som direkte følge af ulykken ikke var tilstrækkeligt godtgjort. Selvom spørgsmålet om méngradens størrelse kan indbringes for Arbejdsskadestyrelsen, fandt nævnet ikke, at der i den konkrete sag var grundlag for at forelægge spørgsmålet for dem. På baggrund af den fremlagte dokumentation fandt nævnet således ikke grundlag for at pålægge selskabet at udbetale yderligere godtgørelse.