Frifindelse af anklagemyndigheden i sag om politiets indbrud i lejemål ved brug af tvang

Denne sag omhandler en ankesag ved Vestre Landsret, hvor Erstat. søg. I/S (interessentskabet) søgte erstatning fra Anklagemyndigheden for skader på en dør, som politiet havde sparket ind under en anholdelse. Sagen var tidligere behandlet ved Retten i Sønderborg.

Baggrund for Sagen

Interessentskabet, repræsenteret af Person 1 og Person 2, ejede et rækkehus, hvor politiet havde sparket døren ind i forbindelse med en anholdelse. Interessentskabet fik først senere at vide, at det var politiet, der havde forårsaget skaden. Et tidligere forsøg på at gøre krav gældende over for den daværende lejer mislykkedes, da kravet skulle have været rejst inden 14 dage efter fraflytningen.

Politiets Forklaring

En politiassistent forklarede, at politiet skulle anholde Person 3, som var undveget fra en psykiatrisk afdeling, hvor vedkommende var varetægtsfængslet i surrogat. Politiet havde observeret aktivitet på adressen og konstateret kondens på et soveværelsesvindue, hvilket indikerede tilstedeværelse. Da ingen reagerede på politiets henvendelser, tilkaldte de yderligere patruljevogne og en låsesmed. Mens låsesmeden var ved at åbne døren, så en betjent Person 3 forsøge at forhindre adgang, hvorefter politiet valgte at sparke døren ind.

Påstande

• Anklagemyndigheden påstod frifindelse.
• Erstat. søg. I/S påstod stadfæstelse af dommen fra 1. instans. Subsidiært påstod de, at statskassen skulle betale salæret til den beskikkede advokat under ankesagen.

Det blev bemærket, at Erstat. søg. I/S for landsretten ikke havde gjort gældende, at kravet på erstatning støttedes på Retsplejeloven § 1018 c.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten tog Anklagemyndighedens påstand om frifindelse til følge. Retten fandt, at politiets handling med at skaffe sig adgang til lejemålet ved at sparke døren ind ikke kunne betegnes som uforsvarlig eller uforholdsmæssigt voldsom under de foreliggende omstændigheder. Politiet havde derfor ikke handlet ansvarspådragende.

Landsretten henviste til principperne i Straffeloven § 13, stk. 3 og Straffeloven § 14, som omhandler nødværge og lovlig magtanvendelse.

Sagsomkostninger og Advokatsalær

Erstat. søg. I/S ved Person 1 og Person 2 blev pålagt at betale sagens omkostninger for begge retter. Landsretten fandt ikke grundlag for at pålægge statskassen at betale salæret til den beskikkede advokat for erstatningssøgende, da beskikkelse af advokat følger direkte af retsplejeloven i sådanne sager.