Afgørelse vedrørende afvisning af dækning for stjålet og udbrændt bil

Klageren havde en bilforsikring i Alm. Brand Forsikring A/S og klagede over, at selskabet afviste at dække hendes Peugeot 107, årgang 2006, efter den var blevet stjålet og fundet udbrændt. Selskabet afviste dækning, da de mente, at klageren ikke havde bevist, at der var sket en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed.

Sagens omstændigheder

• Klageren anmeldte den 22. februar 2011, at hendes bil var stjålet mellem den 19. og 21. februar 2011 fra hendes bopæl. Bilen blev efterlyst af politiet.
• Bilen blev fundet udbrændt den 22. februar 2011, ca. 130 km fra klagerens bopæl.
• Klageren oplyste i skadeanmeldelsen, at bilen var aflåst, men at startspærren ikke var tilkoblet. Hun angav også, at bilen var brudt op.
• Selskabets skadeinspektør udarbejdede en rapport, hvoraf det fremgik, at klagerens telefon havde været på bopælen i hele perioden. Klageren forklarede, at hun havde hentet sin datter den 19. februar 2011, og de var hjemme ca. kl. 18. Hun opdagede først tyveriet om eftermiddagen den 21. februar 2011.
• Klageren oplyste, at der eksisterede to sæt nøgler til bilen, og at ingen andre end hende og hendes datter havde adgang til bilen eller nøglerne.
• Peugeot kunne ikke udlæse noget af nøglerne.

Parternes argumenter

• Klageren anførte, at hendes livskvalitet afhang af bilen, og at hun ikke kunne forstå, hvorfor selskabet betvivlede dækningen. Hun påpegede, at hun var enlig mor på førtidspension og afhængig af bilen til daglige gøremål.
• Selskabet anførte, at der ikke var synlige tegn på opbrud af ratlås eller ratstammen. De mente, at bilen måtte være kørt med nøgle, da forhjulene var drejet. Selskabet fandt det usandsynligt, at bilen kunne være stjålet uden brug af nøgle, da den var forsynet med en effektiv startspærre. Selskabet henviste til, at det var klagerens bevisbyrde at bevise, at der var indtrådt en forsikringsbegivenhed, jf. Forsikringsaftaleloven § 18.

Nævnet kunne ikke afgøre sagen, da det krævede bevisførelse, som ikke kunne ske for nævnet. I givet fald måtte bevisførelsen ske ved domstolene. Det følger af vedtægternes § 4, stk. 1, at nævnet derfor måtte afvise at afgøre sagen.