Sag om fortolkning af rentegaranti, nedsættelse af garanteret ydelse og overskudsandele i pensionsordning

Forsikringstageren klager over, at Danica Pension ikke efterlever en garanteret forrentning på 5 % af hans pensionsopsparing, at selskabet har afvist at tilbageføre en nedsættelse af den garanterede ydelse ved overlevelse, og at udbetalte overskudsandele fra Statsanstalten for Livsforsikring ikke er blevet indsat på hans depot.

Klagerens påstande

Klageren kræver:

• Justering af den lovede udbetaling i henhold til afgivet tilbud.
• Tilbageførsel af foretagne nedsættelser af den garanterede ydelse.
• Dokumentation for, at udbetalt overskudsandel fra Statsanstalten kan kanaliseres direkte over til forøgelse af den nedsatte garanterede ydelse, og ikke indsat på hans depot.

Klageren anfører, at han har et skriftligt tilbud, hvor der står en garanteret fast mindsterente på 5 %. Han mener, at han som forbruger ikke er blevet informeret om G82 eller at 5 % reelt betyder en grundlagsrente på 4,5 %. Han mener, at ordet 'mindsterente' står i modsætning til 'gennemsnitsrente', og at brugen af 'mindsterente' giver et andet indtryk.

Klageren anfører endvidere, at Danica har reduceret hans garanterede udbetaling med henvisning til opsparingssikring, hvor der skal betales en forsikringspræmie. Han mener, at Danica har reduceret hans garanterede udbetaling gennem ekstraordinært høje uretsmæssige og udokumenterede forsikringspræmier.

Klageren mener desuden, at overskudsandelen fra Statsanstalten skal indsættes direkte på depotet og ikke indgå i Danicas drift.

Selskabets svar

Selskabet afviser klagerens krav. Selskabet anfører, at tilbuddet på forsikring er beregnet på baggrund af beregningsgrundlaget G82, som indebærer en grundlagsrente på 5 %, hvoraf 0,5 % er omkostnings- og sikkerhedstillæg, hvilket giver en reel opgørelsesrente på 4,5 %. Selskabet fastholder, at grundlagsrenten på 4,5 % ikke er en garanti for, at forsikredes opsparing forrentes med denne rente hvert år, men at der over hele ordningens løbetid samlet set er en forrentning svarende mindst til grundlagsrenten. Selskabet fastholder, at der er knyttet en ydelsesgaranti til forsikredes pensionsordning og ikke en rentegaranti.

Selskabet anfører, at forsikrede indgik en aftale om opsparingssikring/reservesikring, hvilket kan påvirke de garanterede ydelser. Reduktionen af klagerens ydelse skyldes, at der ikke bliver opsparet tilstrækkelig positiv bonus/kontostyrkelse til at dække den forhøjede forsikringsdækning ved død.

Selskabet anfører, at tildelingen af overskudsandele fra Statsanstalten for Livsforsikring afhænger af udviklingen i Danica Pensions egenkapital, og at den forventede tildeling vil indgå i beregningen af bonus/kontostyrkelse. Da der i forvejen er oparbejdet en negativ kontostyrkelse på klagers forsikring, vil beløbet blot mindske dette underskud.

Klageren har yderligere klaget over selskabets rådgivning, som han ikke mener er i overensstemmelse med god forsikringsskik, særligt manglende rådgivning om konsekvenserne ved at lade policen overgå til fripolice. Selskabet har henvist til fremsendelse af pensionsoversigten med policetillæg, hvoraf de nærmere enkeltheder om dækning og udbetalinger fremgår.

Nævnet finder, at selskabet har ret til at forstå rentegarantien/ydelsesgarantien på 4,5 % således, at grundlagsrenten ikke over ordningens løbetid samlet set kan være mindre end de garanterede 4,5 %. Da klagerens police blev omskrevet til fripolice i 2000, og han følgelig ikke længere indbetalte præmie til ordningen, fremgår det af det policetillæg, selskabet fremsendte i forbindelse hermed, at det kan blive nødvendigt at nedsætte udbetalingerne, hvis bonustildskrivning og præmieregulering ikke er tilstrækkelig til at sikre udbetaling af opsparing ved død. Nævnet finder på baggrund heraf, at selskabet har været berettiget til at nedsætte det garanterede beløb ved overlevelse, og at selskabet med fremsendelse af policetillægget har rådgivet tilstrækkeligt om konsekvenserne ved omskrivning til fripolice. Fordeling af selskabets overskud sker efter bestemmelser fastsat af Finanstilsynet, og klageren har ikke godtgjort, at det skulle forholde sig anderledes i denne sag.

Som følge heraf får klageren ikke medhold.