Command Palette

Search for a command to run...

Sag om vandskade i kælderrum: Klage over erstatningsbeløb

Dato

2. november 2011

Principiel sag

Nej

Forsikringstype

Familie

Afgørelse

Selskab medhold

Firma navn

Topdanmark

Dokument

Klageren havde en indboforsikring i Topdanmark Forsikring A/S og klagede over størrelsen af den erstatning, som selskabet havde udbetalt i anledning af en vandskade i et kælderrum.

Sagens omstændigheder

Klageren anmeldte den 30. august 2010, at der i forbindelse med et skybrud den 14. august 2010 var sket skade på indbo, som han opbevarede i et kælderrum. Klageren fremsendte en liste over det beskadigede indbo og en række billeder af nogle indbogenstande. Selskabet fastsatte skønsmæssigt erstatningen til 3.000 kr.

Klagerens advokat anførte, at selskabet havde betalt et meget beskedent beløb i erstatning og samtidig opsagt forsikringen. Advokaten mente, at klageren var blevet udsat for en hårdhændet behandling, og at et rimeligt beløb ville være omkring 50.000 kr.

Selskabet anførte, at klageren havde fremsat krav for omkring 160.000 kr. for skaderamte genstande i kælderen. Selskabet mente, at klageren havde pligt til at begrænse sit tab, jf. Forsikringsaftaleloven § 52, hvilket klageren ikke havde overholdt for flere af genstandene, da genstandene kunne være renoveret. Selskabet fastholdt sin afgørelse om at udbetale 3.000 kr.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at en medarbejder hos selskabet havde oplyst, at han kunne skille sig af med de beskadigede genstande. Ved at skille sig af med genstandene, før selskabets taksator havde haft lejlighed til at besigtige forholdet, havde klageren bevismæssigt stillet sig i en dårlig situation.

På det foreliggende grundlag kunne nævnet ikke kritisere størrelsen af den af selskabet udbetalte erstatning.

Som følge heraf bestemte nævnet, at klageren ikke fik medhold.

Lignende afgørelser