Sag om indbrudstyveri og uenighed om dækningens omfang

Klageren har en familieforsikring i Concordia Forsikring A/S og klager over størrelsen af den tilbudte erstatning efter et indbrudstyveri.

Sagens omstændigheder

Klageren anmeldte den 16/8 2010, at der havde været indbrud i hendes bolig mellem den 23/7 og 25/7 2010. Selskabet tilbød 10 % af forsikringssummen for særligt private genstande, da de mente, der var tale om simpelt tyveri, fordi boligen ikke var forsvarligt aflåst.

Klagerens påstande

Klagerens advokat anførte, at der var tale om indbrud og ikke simpelt tyveri, idet der ifølge politirapporten var tale om 'tyveri fra forsvarligt aflåst bygning eller lokale'. Advokaten mente derfor, at erstatningsopgørelsen ikke var dækkende.

Selskabets argumenter

Selskabet bemærkede, at deres taksator ved et møde med klageren og hendes mand konstaterede, at der var uenighed om, hvordan gerningsmanden var kommet ind. Taksator mente, at adgangen var sket via et tophængslet vindue i udluftningsposition. Selskabet henviste til forsikringsbetingelserne, hvor der står, at der skal være tale om adgang til en aflåst og forsvarligt aflukket bygning for at dække som indbrudstyveri.

Klagerens yderligere bemærkninger

Klagerens advokat fastholdt, at vinduerne var helt lukkede, og at klageren er opdraget med, at alt skal lukkes og slukkes, hvorfor familien aldrig forlader ejendommen uden at gøre dette.

Politiets rapport

Af politianmeldelsesrapporten fremgår det, at gerningsmanden først forsøgte at afliste et kældervindue og derefter smadre glasruden i kælderdøren, inden kælderdøren blev opbrudt med en skruetrækker.

Taksators rapport

Taksator anførte, at trykmærket i karmen ikke var tilstrækkeligt til at begrunde overvindelse af låseriglen, og at der ikke var skrabemærker på hverken låserigel eller slutblik. Taksator anførte også, at klageren havde oplyst, at vinduet til børneværelset havde stået i udluftningsposition.

Nævnet finder, at det ikke alene på et skriftligt grundlag er muligt at vurdere, hvem der har ret ud fra de oplysninger, der er i sagen. Det vil kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for nævnet. I givet fald må bevisførelsen ske ved domstolene, hvor der kan ske parts- og vidneafhøring. Det følger af vedtægternes § 4, stk. 1, at nævnet herefter må afvise sagen.

Derfor bestemmes: Nævnet kan ikke afgøre sagen.