Command Palette

Search for a command to run...

Topdanmark Forsikring A/S – Reduktion af dækning ved erhvervsevnetab

Dato

22. august 2011

Principiel sag

Nej

Forsikringstype

Firmapension

Afgørelse

Klager medhold

Firma navn

Topdanmark

Dokument

Klageren havde en firmapensionsordning og en gruppeerhvervsevnetabsforsikring i Topdanmark Forsikring A/S. Klageren klagede over, at selskabet ikke udbetalte hele dækningen i forbindelse med et anerkendt erhvervsevnetab.

Selskabet anerkendte klagerens erhvervsevnetab og ydede præmiefritagelse og bevilgede ydelser i perioden 1/7 2010 - 15/4 2015, men havde slettet invaliderenten og nedsat gruppeerhvervsudygtighedsrenten med henvisning til, at klageren havde afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med tegningen af forsikringerne.

Sagens omstændigheder

  • Klageren underskrev begæring om pensionsordning den 9/10 2006 som ansat assurandør i selskabet. Selskabet tiltrådte begæringen den 10/7 2007.
  • Klageren oplyste, at den/de begærede dækninger ved tab af erhvervsevne og evt. øvrige lignende dækninger ikke sammenlagt oversteg 80 %.
  • Begyndelsesdatoen var angivet som 1/9 2006, og den årlige gage androg 372.000 kr.
  • Den 4/7 2007 fremsendte selskabet dækningsoversigten på firmapensionen, hvoraf det fremgik, at invaliderenten årligt ville andrage 43.227 kr., og erhvervsevnetabsrenten ville andrage 259.362 kr.
  • Den 5/8 2009 ansøgte klageren om præmiefritagelse og udbetaling af invaliderente ved tab af erhvervsevne, idet han havde været sygemeldt siden 10/4 2009. Af ansøgningen fremgik, at han havde forsikring mod tab af erhvervsevne i et andet selskab, hvor han var sikret en årlig udbetaling på ca. 190.000 kr.
  • Selskabet anmodede om forsikringsmeddelelsen fra det andet selskab for at sikre, at hans samlede dækning ikke oversteg 80 %.
  • Klageren fremsendte forsikringsmeddelelsen, hvoraf det fremgik, at den årlige udbetaling ved nedsat erhvervsevne var 189.795 kr. Han oplyste endvidere, at hans nuværende gage udgjorde 827.718 kr. årligt.
  • Selskabet redegjorde for, hvorledes 80 %-reglen skulle forstås, og anførte, at klageren ved etablering af pensionsordning i Topdanmark i 2006 kun kunne have tegnet en gruppeerhvervsudygtighedsrente på 107.805 kr. Selskabet nedsatte dækningerne pr. tegningsdato på klagerens invaliderente og gruppeerhvervsudygtighedsrente.
  • Nævnets sekretariat anmodede selskabet om at forholde sig til Forsikringsaftaleloven § 9.
  • Selskabet anførte, at det ikke fremgik af begæringen, noter eller andre dokumenter, at selskabet i forbindelse med tegning af pensionsordningen var bekendt med, at klageren havde en invalidepension i Nordea.

Nævnet udtaler, at formålet med den påberåbte bestemmelse navnlig må antages at være at undgå overkompensation.

Det må som ubestridt lægges til grund, at en udbetaling på nuværende tidspunkt fra både det indklagede selskab og fra Nordea Pension ikke overstiger 80 % af klagerens løn.

Herefter følger det af Forsikringsaftaleloven § 9, at hvis den urigtige oplysning er ophørt med at have betydning, kan selskabet ikke gøre den urigtige oplysning gældende. Da klagerens samlede udbetalinger ikke overstiger 80 % af klagerens løn, er selskabet afskåret fra at reducere klagerens erstatning som sket.

Derfor bestemmes:

Selskabet, Topdanmark Forsikring A/S, skal anerkende, at det er uberettiget til at reducere klagerens dækninger som sket.

Lignende afgørelser