Klage over ændring af pensionsalder og afvisning af dækning af advokatomkostninger i firmapensionsordning

Klageren havde en firmapensionsordning i AP Pension og klagede over flere forhold, herunder ændringen af pensionsalderen fra 65 til 67 år, og ønskede dækning af advokatomkostninger. Selskabet henviste til en ændring i firmapensionsaftalen fra 1999 og anførte, at klagerens krav var bortfaldet ved passivitet eller forældelse, samt at udbetalinger var sket i overensstemmelse med forsikringsaftalen. Efter sagens indbringelse for Ankenævnet frafaldt klageren via sin advokat klagepunkterne vedrørende ret til invalidesum, dækning ved kritisk sygdom samt ret til invalidepension før år 2000.

Selskabet anførte, at klagen vedrørte omfanget af klagerens dækning, herunder korrekt beregning af præmiefritagelse, afkast/bonus og berettigelsen af at ændre udløbsalderen fra 67 til 65 år. Selskabet fastholdt, at udbetalinger var sket korrekt. Klageren blev omfattet af pensionsordningen i 1991, og aftalen blev ændret flere gange. I 1999 blev pensionsalderen nedsat fra 67 til 65 år som følge af en ændring i firmapensionsaftalen. Klageren modtog midlertidig invalidepension fra 2000 og fuld invalidepension fra 2002 frem til 2017.

Klageren anførte, at selskabet ikke kunne ændre pensionsaftalen efter diagnosen Parkinsons i 1994, at regulering af ydelser skulle ske med garanteret minimum, og at hans løn i 1999 var 876.000 kr. Selskabet anførte, at klageren ønskede betaling af advokat, mente at AP Pension ikke havde svaret på henvendelser, mente at han havde ret til udbetaling af invalidesum, at pensionen ikke var beregnet ud fra den rigtige løn, og at AP Pension og arbejdsgiver ikke var berettiget til at indgå aftale om ny firmapensionsordning.

Klagerens advokat anførte, at det var vanskeligt at overskue forsikringsforholdet, og at der var behov for sagkyndig bistand. Advokaten anmodede om en fuldstændig redegørelse for udviklingen i klagerens pensionsdepot, beregningen af invaliditetsydelsen og grundlaget for ophør af præmiefritagelsen for gruppelivsdækningen. Advokaten anerkendte, at arbejdsgiveren kunne indgå aftale om ændring af udløbstiden for invalidepension, men bestred, at klageren var bundet heraf.

Selskabet anførte, at klageren frafaldt flere klagepunkter, og at de resterende klagepunkter var betaling af advokatomkostninger og spørgsmålet om klageren var bundet af aftalen om ny firmapensionsordning i 1999. Selskabet fastholdt, at klageren var bundet af aftalen, og at en ændring af udløbsalderen ville have medført en lavere invalidepension.

Klageren fastholdt sine krav om den aftalte pension og anførte, at AP Pension og arbejdsgiver ikke kunne ændre perioden for udbetaling af invalidepension og ratepension fra 67 til 65 år. Klageren anførte, at han havde en særaftale om pensionsindbetalinger, som AP Pension og arbejdsgiver ikke kunne ændre uden at drøfte det med ham.

Nævnet fandt, at det var i overensstemmelse med praksis, at selskabet og klagerens daværende arbejdsgiver i 1999 kunne ændre pensionsaftalen, herunder pensionsalderen, med virkning for klageren. Indsigelser herom ville i øvrigt være udelukket på grund af passivitet. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at klageren ikke havde fået det, han havde krav på i forhold til selskabet, og der var derfor ingen anledning til at pålægge selskabet at foretage de ønskede manuelle beregninger. Nævnet kunne ikke pålægge parterne sagsomkostninger, og selskabets håndtering af sagen gav heller ikke grundlag for at pålægge selskabet at betale advokatomkostninger. Klageren fik derfor ikke medhold.