Sag om forældelse af krav på tabt arbejdsfortjeneste efter trafikulykke

Sagen omhandler et spørgsmål om forældelse af et krav om tabt arbejdsfortjeneste, der opstod som følge af en trafikulykke i 2008. Sagsøgeren, der var under uddannelse som tømrer, blev involveret i en trafikulykke, hvor sagsøgtes forsikringstager var skadevolder. Sagsøgte har anerkendt erstatningspligten for de påførte skader, men har afvist kravet om tabt arbejdsfortjeneste, da de mente, at dette ikke var en følge af ulykken.

Sagens Baggrund

Den 15. april 2008 blev sagsøgeren involveret i en trafikulykke, hvor sagsøgtes forsikringstager var skadevolder. Sagsøgeren blev akut opereret for venstresidig diafragmaruptur og mindre miltlæsion samt hoftefraktur. Efter ulykken var sagsøgeren sygemeldt og genoptog gradvist arbejdet. En overlægeerklæring fra oktober 2009 vurderede sagsøgerens tilstand som stationær med gener i form af belastningsrelaterede smerter.

I marts 2011 blev det oplyst, at sagsøgeren efter endt tømreruddannelse ikke kunne finde arbejde på grund af de økonomiske forhold og påbegyndte en uddannelse som bygningsingeniør, da han følte sin fysik reduceret. Sagsøgte fastholdt, at der ikke var lidt et erhvervsevnetab, og at sagsøgerens indtjening som bygningsingeniør sandsynligvis ville være højere end som tømrer.

Parternes Korrespondance og Påstande

Sagsøgte meddelte den 2. juli 2012, at de betragtede sagen som afsluttet, da de ikke anerkendte kravet om tabt arbejdsfortjeneste. Sagsøgerens advokat anmodede herefter om, at sagen blev forelagt Arbejdsskadestyrelsen for en vejledende udtalelse om erhvervsevnetabet, hvilket sagsøgte accepterede den 14. november 2012, dog uden at ændre deres holdning til erstatningspligten for tabt arbejdsfortjeneste, jf. Erstatningsansvarsloven § 2.

Arbejdsskadestyrelsen afgav den 26. november 2013 en udtalelse, der vurderede erhvervsevnetabet til midlertidigt mindre end 15 procent, og anførte, at skadens følger i overvejende grad havde bidraget til sagsøgerens erhvervsskifte. Sagsøgte fastholdt dog fortsat afvisningen af kravet om tabt arbejdsfortjeneste.

Sagsøgeren indleverede stævning den 13. oktober 2014 med påstand om, at sagsøgte skulle betale 1.022.787 kr. med tillæg af procesrente. Spørgsmålet om forældelse af kravet om tabt arbejdsfortjeneste blev udskilt til særskilt behandling, jf. Retsplejeloven § 253.

Sagsøgeren påstod, at kravet ikke var forældet, idet forældelsesfristen ikke skulle regnes fra traumets dato, og at der havde været forhandlinger mellem parterne. Sagsøgte påstod frifindelse med henvisning til, at kravet var forældet, da der ikke havde været forhandlinger frem til mindre end et år før stævningen blev udtaget, og at kravet blev afvist senest den 2. juli 2012.

Rettens Begrundelse og Afgørelse

Retten fastslog, at forældelsesfristen for erstatningskrav uden for kontraktforhold regnes fra tidspunktet for skadens indtræden. Det afgørende er, hvornår skadelidte havde rimelig anledning og mulighed for at rejse et erstatningskrav, uanset om det nøjagtige krav kunne opgøres senere.

Forældelsesfristens Starttidspunkt

• Sagsøgeren pådrog sig skader ved færdselsuheldet den 15. april 2008, herunder brud på bækkenet og læsioner i maveregionen, som begrunder kravet om tabt arbejdsfortjeneste.
• Generne har været kendte siden uheldet.
• Overlæge Person 1 udtalte i erklæring af 28. oktober 2009, at tilstanden var stationær.
• Forældelsesfristen er 3 år, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 1.
• Fristen skal derfor regnes fra den 15. april 2008 eller senest fra den 28. oktober 2009.
• Kravet var således forældet på tidspunktet for stævningens indlevering i oktober 2014.

Afbrydelse af Forældelsesfristen

• Der er ikke aftalt suspension af fristen efter dens begyndelse.
• Sagsøgte afviste sagsøgerens krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ved brev af 2. juli 2012 og meddelte, at sagen herefter blev betragtet som afsluttet.
• Selvom denne skrivelse måtte anses for at afbryde forældelsesfristen og forlænge den med et år, jf. Forældelsesloven § 21, stk. 5, var kravet uændret forældet ved stævningens indlevering.
• Den efterfølgende skriftveksling mellem parterne havde ikke karakter af egentlige forhandlinger, da sagsøgte fastholdt afvisningen af erstatningskravet og ikke udviste imødekommenhed, der kunne give sagsøgeren rimelig udsigt til forlig.
• Det forhold, at sagsøgte ikke modsatte sig indhentelse af en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen vedrørende erhvervsevnetabserstatning, ændrer ikke vurderingen, da sagsøgte fastholdt, at udtalelsen var uden betydning for erstatningspligten for tabt arbejdsfortjeneste.
• Indhentelse af vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen er ikke omfattet af Forældelsesloven § 21, stk. 2 og kan derfor ikke i sig selv afbryde fristen.

Konklusion

Med henvisning til ovenstående og da sagsøgerens anbringender om ret til genoptagelse ikke førte til et andet resultat, blev sagsøgtes frifindelsespåstand taget til følge.

Domslut

Sagsøgte, Tryg Forsikring A/S, frifindes.

Sagsøgeren skal inden 14 dage betale sagens omkostninger på 30.000 kr. til sagsøgte, Tryg Forsikring A/S.