Sag om afvist dækning for stjålet bordsav
Dato
31. januar 2011
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Familie
Afgørelse
Klager medhold
Firma navn
Danske Forsikring (ved Topdanmark)
Dokument
Lovreferencer
Klageren havde en Familieforsikring II hos Danske Forsikring og klagede over, at selskabet afviste dækning for en stjålet kædesav og en stjålet bordsav. Efter sagens indbringelse for Ankenævnet udbetalte selskabet erstatning for kædesaven, men fastholdt afvisningen af dækning for bordsaven, da klageren ifølge selskabet ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for kravet.
Klageren påstod, at selskabet skulle dække bordsaven, og anførte, at han havde dokumenteret sit krav med et fremsendt billede, hvorpå saven var afbilledet.
Danske Forsikring anførte, at det påhviler klageren som forsikringstager at dokumentere eller sandsynliggøre sit krav, herunder at han har været i besiddelse af de anmeldte effekter, samt at besiddelsen har været retmæssig. Selskabet anførte, at fotos alene ikke sandsynliggør ejerskab eller retmæssig oprindelse. Selskabet henviste desuden til, at klageren tidligere havde været udsat for et lignende indbrud, og at klageren ved den lejlighed var blevet opfordret til at sikre vinduet til garagen.
Selskabet anførte, at klageren ikke havde fremlagt købsdokumentation for bordsaven og heller ikke på anden måde havde sandsynliggjort købet. Selskabet anførte, at det fremsendte foto ikke sandsynliggjorde, at klageren var ejer af den afbillede bordsav, eller at et eventuelt ejerskab var retmæssigt. Selskabet fastholdt derfor afvisningen af at betale erstatning for bordsaven.
Af forsikringsbetingelserne fremgår det, at forsikringstageren skal kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at man har haft de beskadigede eller stjålne genstande, og at alder og genanskaffelsespriserne er som anført i skadeanmeldelsen.
Ankenævnet bestemte, at Danske Forsikring skulle yde klageren forsikringsdækning for den stjålne bordsav. Nævnet lagde til grund, at klageren havde sandsynliggjort at have været i besiddelse af den omhandlede bordsav.
Lignende afgørelser