Højesteret ophæver kendelse om navneforbud grundet manglende mulighed for udtalelse

Sagens Baggrund og Forløb

Sagen omhandler en kendelse fra Højesteret vedrørende et navneforbud for Tiltalte 4, der var dømt for groft bedrageri og skattesvig. Kendelsen er en del af en længere række af afgørelser i sagen, der har involveret Københavns Byret og Østre Landsret.

Byrettens Dom og Navneforbud

Københavns Byret idømte den 13. marts 2024 Tiltalte 4 fængsel i 2 år og 6 måneder for i forening med fire medgerningsmænd at have begået bedrageri af særligt grov beskaffenhed over for 99 gældsramte personer, jf. Straffeloven § 279 og Straffeloven § 286, stk. 2. Bedrageriet bestod i at formå investorer til at optage lån og kassekreditter under urigtig foregivende om investeringer, der skulle give skattemæssige fradrag for renteudgifter.

Tiltalte 4 blev også fundet skyldig i medvirken til skattesvig af særligt grov beskaffenhed, jf. Straffeloven § 289 og Skattekontrolloven § 82, stk. 1, jf. Straffeloven § 23, ved at afgive urigtige oplysninger til SKAT om renteudgifter. Han blev idømt en tillægsbøde på 1.856.000 kr. i medfør af Straffeloven § 50, stk. 2 og frakendt retten til at udøve eller deltage i erhvervsmæssig virksomhed som pengeudlåner, formidler af lån eller investeringsprojekter, samt retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, jf. Straffeloven § 79, stk. 2.

Københavns Byret havde tidligere, ved kendelse af 6. januar 2023, nedlagt navneforbud for Tiltalte 4 under sagen. Denne kendelse blev stadfæstet af Østre Landsret den 10. marts 2023 efter en kæremål fra TV2.

Anke og Navneforbud under Anke

Byrettens dom blev anket til landsretten med påstand om frifindelse eller formildelse. Forsvarerne for fire af de fem tiltalte, herunder Tiltalte 4, anmodede om, at navneforbuddet i medfør af Retsplejeloven § 31, stk. 1 blev udstrakt til også at gælde under anken, jf. Retsplejeloven § 31, stk. 4.

Københavns Byret afviste den 13. marts 2024 anmodningen om at udstrække navneforbuddet. Byretten lagde vægt på, at Tiltalte 4 fortsat havde samarbejdet med investorer fra sagen, og at hensynet til offentlighedens interesse i at få oplyst de domfældtes identitet vejede tungere end hensynet til de domfældte.

Landsrettens Afgørelse og Kæremål til Højesteret

Østre Landsret stadfæstede den 27. marts 2024 byrettens kendelse om ikke at udstrække navneforbuddet. Landsretten fremhævede, at ved afgørelsen om navneforbud skal der tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning, jf. Retsplejeloven § 31, stk. 3. Da sagen omhandlede groft bedrageri og skattesvig over for mange personer, og Tiltalte 4 havde givet interview til TV2, fandt landsretten, at offentlighedens interesse vejede tungere.

Procesbevillingsnævnet meddelte den 21. juni 2024 Tiltalte 4 tilladelse til at kære Østre Landsrets kendelse til Højesteret.

Anbringender for Højesteret

Tiltalte 4 påstod primært, at navneforbuddet skulle nedlægges, indtil ankesagen var afgjort, og subsidiært, at landsrettens kendelse skulle ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling. Han anførte, at landsretten havde begået en rettergangsfejl ved at afsige kendelse uden at give ham lejlighed til at fremkomme med bemærkninger, uanset at han havde tilkendegivet et ønske herom. Han argumenterede for, at en manglende udstrækning af navneforbuddet ville have uoprettelig skadelig virkning, uanset en eventuel senere frifindelse.

Anklagemyndigheden påstod primært stadfæstelse af landsrettens kendelse, men subsidiært ophævelse og hjemvisning. Anklagemyndigheden anførte, at retsplejeloven ikke indeholder en bestemt frist for bemærkninger i kæremål, og at en sådan kun er påkrævet ved særlig anledning. Dog anerkendte anklagemyndigheden, at Tiltalte 4 udtrykkeligt havde ønsket at fremsætte bemærkninger.

Højesterets Afgørelse og Begrundelse

Højesteret ophævede Østre Landsrets kendelse af 27. marts 2024 for så vidt angår Tiltalte 4 og hjemviste kæresagen til fornyet behandling i landsretten.

Begrundelse:

Landsretten havde stadfæstet byrettens kendelse om ikke at udstrække navneforbuddet for Tiltalte 4 til at gælde under anken. Højesteret lagde til grund, at Tiltalte 4's advokat ikke som ønsket havde haft lejlighed til at udtale sig på vegne af Tiltalte 4 inden landsrettens behandling af kæren, jf. Retsplejeloven § 971, stk. 2. Denne procedurefejl var afgørende for Højesterets beslutning.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.