Afslag på dækning for brandskade på indbo uden for forsikringsstedet
Dato
23. august 2010
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Familie
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Alm. Brand
Dokument
Klageren havde tegnet en familieforsikring hos Alm. Brand Forsikring A/S og klagede over selskabets afvisning af dækning for brandskadede indbogenstande. Selskabet afviste dækning, da indbogenstandene blev brandskadet uden for forsikringsstedet, hvor de ikke var midlertidigt anbragt. For nogle møbler anførte selskabet desuden, at klageren ikke var den retmæssige ejer.
Sagens omstændigheder
En ejendom tilhørende klagers fraskilte ægtefælle, som nu er klagers samlever, nedbrændte. Klageren anmeldte telefonisk, at en række effekter tilhørende klageren var brændt, idet de havde henstået på ejendommen. Selskabet afslog dækning af et spisebord med stole, stationære pc’er samt værktøj, da disse ikke var medbragt fra klagers helårsbolig til midlertidigt brug i den brændte ejendom.
Klager anførte, at de anmeldte genstande rent faktisk opholdt sig midlertidigt på skadestedet. Værktøjet var der, fordi de har tre fritidsejendomme at tage vare på. Computeren flyttes i sommerperioden til skadestedet, og møblerne flyttes også i sommerperioden grundet fugtproblemer om vinteren.
Klagers advokat anførte, at betingelserne for at opnå erstatning for de ødelagte effekter er opfyldt, idet effekterne befandt sig midlertidigt på adressen, jf. forsikringsbetingelserne. Som dokumentation blev der vedlagt en erklæring fra en person, der kunne bevidne, at effekterne blev kørt til adressen i maj måned.
Selskabet fastholdt, at sagen var afgjort korrekt, og at det ikke var sandsynliggjort, at genstandene havde befundet sig midlertidigt uden for forsikringsstedet. Selskabet stillede spørgsmålstegn ved ejerforholdet af genstandene, hvor de havde befundet sig, og om møblerne overhovedet havde været transporteret fra ..., da klageren også havde ejendomme på .... Selskabet anførte desuden, at der ved en besigtigelse af klagers lejlighed ikke kunne konstateres mærker i tæppet efter de påståede møbler.
Klagers advokat fastholdt erstatningskravet og anførte, at de ødelagte effekter tilhører klager. Det fremgår klart af vidneerklæringen, at genstandene har stået på klagers adresse. Selskabets gisninger vedrørende mærker på gulvtæppet afvises fuldstændigt.
Nævnet finder, at selskabet har været berettiget til at afslå dækning af de grunde, selskabet har anført. Nævnet udelukker dog ikke, at en nærmere bevisførelse, der i givet fald bør ske ved domstolene, kan føre til et andet resultat.
Afgørelse
Klagen tages ikke til følge.
Lignende afgørelser