Landsretten stadfæster byrettens afvisning af sag anlagt af lodtager i dødsbo mod Frederiksberg Kommune

Sagen omhandler en anke af en dom fra Retten på Frederiksberg, hvor en arving (herefter "appellant") havde anlagt sag mod Frederiksberg Kommune. Appellanten påstod, at byrettens dom skulle ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling af realiteten. Frederiksberg Kommune påstod stadfæstelse af byrettens dom.

Sagens Baggrund

Sagen udspringer af et dødsbo, hvor appellanten er lodtager. Frederiksberg Skifteret havde den 6. oktober 2009 besvaret en anmodning om genoptagelse af dødsboet efter afdøde. Skifteretten oplyste, at boet kunne genoptages i medfør af Dødsboskifteloven § 103, stk. 1 med henblik på, at boet kunne anlægge retssag mod Frederiksberg Kommune. Skifteretten betingede dog en genoptagelse af, at der blev stillet sikkerhed for omkostninger, herunder retsafgifter og salær til bobestyrer, hvis boet ønskedes bobestyrerbehandlet.

Appellanten anmodede efterfølgende om, at begæringen om genoptagelse blev stillet i bero, da det endnu ikke var afklaret, om der var behov for at genoptage boet.

Appellantens Argumentation

Appellanten gjorde gældende, at hun som lodtager havde ret til at anlægge sagen i henhold til Dødsboskifteloven § 109, som hun mente svarede til Konkursloven § 137. Hun argumenterede for, at boet reelt havde opgivet kravet, da det blev afsluttet ved boudlæg til hende. Appellanten fremhævede, at bestemmelsen i Dødsboskifteloven § 109 beskytter den enkelte lodtagers interesser og sikrer, at dårlig sagsføring fra en kreditors/lodtagers side ikke ødelægger en ellers oplagt sag for boet. Hun anførte desuden, at det ville være hende, og ikke boet, der skulle afholde omkostningerne, hvis sagen tabtes.

Appellanten argumenterede endvidere for, at kravet om en frist fra skifteretten i Dødsboskifteloven § 109 alene tager sigte på aktive boer, og at fristen ikke er ufravigelig i et tilfælde som dette, hvor en genoptagelse af boet ville være omkostningskrævende blot for at formalisere en allerede truffet beslutning om ikke at gennemføre sagen. Appellanten henviste til retspraksis til støtte for sin søgsmålskompetence.

Landsretten stadfæstede byrettens dom om afvisning af sagen.

Landsrettens Begrundelse

Landsretten fastslog, at den mulige fordring mod Frederiksberg Kommune ubestridt tilkom dødsboet efter afdøde og ikke appellanten personligt. Boet havde ikke, før det blev afsluttet ved boudlæg den 19. juni 2006, taget stilling til, om det ville anlægge sag om kravet, jf. Dødsboskifteloven § 109.

Landsretten bemærkede, at boet kunne genoptages i henhold til Dødsboskifteloven § 103, stk. 1 med henblik på, at boet kunne tage stilling til, om det ville anlægge retssag. Hvis boet herefter måtte beslutte ikke at anlægge retssag, ville appellanten kunne anmode skifteretten om fastsættelse af en frist for hendes sagsanlæg, jf. Dødsboskifteloven § 109, som alene tillægger lodtagerne en subsidiær adgang til sagsanlæg.

Under disse omstændigheder fandt Landsretten, at appellanten ikke havde myndighed til at råde over det mulige krav. Sagen blev derfor afvist fra domstolene i medfør af Retsplejeloven § 258, stk. 1.

Sagsomkostninger

Appellanten blev pålagt at betale sagsomkostninger for landsretten til Frederiksberg Kommune med i alt 22.000 kr. inkl. moms. Beløbet dækker kommunens udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet blev der taget hensyn til sagens værdi, at sagen for landsretten alene vedrørte spørgsmålet om afvisning, at hovedforhandlingen varede under en halv dag, samt det begrænsede omfang af skriftvekslingen.

Det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter dommens afsigelse og forrentes efter Renteloven § 8a.