Sag om méngrad efter ulykke: Tvist om årsagssammenhæng mellem nakkegener og hjernerystelse

Klageren har en ulykkesforsikring i TrygVesta Forsikring A/S og klager over den fastsatte méngrad efter en ulykke. Selskabet mener, der ikke er årsagssammenhæng mellem klagerens nakkesmerter og ulykken.

Sagens omstændigheder

Den 25. august 2004 gik klageren ind i en armeret glasrude og pådrog sig en hjernerystelse. Hun blev indlagt til observation i to døgn, hvor en CT-scanning ikke viste noget unormalt. Hospitalets journal noterede smerter i nakken, men ingen ossøs eller indirekte ømhed over columna cervicalis.

TrygVesta Forsikring A/S anerkendte skaden som dækket af ulykkesforsikringen. En speciallægeerklæring fra en neurokirurg beskrev klagerens forløb efter ulykken, herunder hukommelsestab og efterfølgende gener som træthed, svimmelhed og hovedpine. Lægen fandt let nedsat bevægelighed i nakken, men skønnede dette som aldersbetinget. Han konkluderede, at klagerens symptomer kunne forklares som følger af et postkommotionelt syndrom og lette nakkegener.

Selskabet fastsatte det varige mén til 8 % og anførte, at der ikke var årsagssammenhæng mellem nakkegener og ulykken. Selskabet genoptog sagen og indhentede en yderligere speciallægeerklæring. Denne erklæring konkluderede, at nakkegenerne ikke var forårsaget af ulykken, men af slidgigt.

Parternes argumenter

TrygVesta fastholdt erstatningen på 8 % og begrundede dette med, at klageren havde pådraget sig et hovedtraume, og at der fortsat var gener efter et postkommotionelt syndrom. Selskabet anførte, at nakkegenerne ikke var beskrevet ved den neurologiske undersøgelse kort efter ulykken, men først senere, og at røntgenundersøgelser viste degenerative forandringer i halshvirvelsøjlen.

Klageren anførte, at hun var lang tid om at melde skaden, da hun ikke tænkte over det. Hun beskrev, hvordan hun havde gået med sine symptomer til egen læge, indtil hun blev henvist til en neurolog. Hun nævnte også, at hun efterfølgende havde fået konstateret CLL leukæmi, hvilket hun mente kunne være fremkaldt af chokket fra ulykken.

Efter sin gennemgang af sagen, herunder speciallægeerklæringen af 15/1 2009, finder nævnet, at klageren ikke har godtgjort, at ulykken den 25/8 2004 er hovedårsagen til nakkegenerne. Nævnet kan derfor ikke kritisere, at selskabet har fastsat erstatningen for varigt mén uden hensyntagen til disse gener, hvorfor klagen ikke tages til følge.