Afvisning af sag om tilbagebetaling af plejehjemsudgifter til dødsbo efter langvarigt omsorgssvigt

Denne sag omhandler en tvist mellem en sagsøger og Frederiksberg Kommune vedrørende tilbagebetaling af udgifter til plejehjemsophold og erstatning for omsorgssvigt. Sagens kerne drejede sig om sagsøgerens søgsmålskompetence.

Sagens Baggrund

Sagen blev anlagt den 26. marts 2009. Sagsøgeren er datter af afdøde, som afgik ved døden den 24. maj 2006. Afdødes dødsbo blev den 19. juni 2006 berigtiget som et boudlæg til sagsøgeren. Afdøde efterlod sig tre døtre, herunder sagsøgeren.

Sagsøgerens Påstande

Sagsøgeren nedlagde to hovedpåstande:

• Påstand I: Sagsøgte skulle tilpligtes at betale 496.718,90 kr. (subsidiært et mindre beløb) til dødsboet. Dette beløb dækkede udgifter, som afdøde havde betalt i forbindelse med sit ophold på plejehjemmet Østervang i perioden 1. november 2001 til 27. marts 2006 (421.718,90 kr.), med tillæg af procesrente. Herudover krævedes 75.000 kr. som skønsmæssig godtgørelse, jf. Erstatningsansvarsloven § 26, på grund af langvarigt omsorgssvigt af afdøde.
• Påstand II: Sagsøgte skulle friholde sagsøgeren for udgifterne ved genoptagelse af dødsboet.

Frederiksberg Kommunes Påstande

Frederiksberg Kommune påstod principalt sagen afvist og subsidiært frifindelse. Kommunen gjorde gældende, at sagsøgeren ikke havde søgsmålskompetence, idet søgsmålsretten tilkom dødsboet efter afdøde, og at sagen derfor skulle afvises, jf. Retsplejeloven § 258. Dette spørgsmål blev udskilt til særskilt afgørelse, jf. Retsplejeloven § 253, stk. 1.

Sagsøgerens Argumenter for Søgsmålskompetence

Sagsøgeren argumenterede for, at hun havde en retlig interesse i søgsmålet som datter og potentiel arving til en del af et eventuelt tilfaldende beløb. Hun mente ikke, at hun skulle afholde udgifter til genoptagelse af boet, før det var kendt, om der ville være aktiver i boet. Sagsøgeren henviste til, at Patientklagenævnets afgørelse, der kritiserede plejehjemmet, først forelå efter dødsboets berigtigelse. Hun anførte desuden, at dødsboet i princippet kunne have overdraget kravet til hende. Sagsøgeren henviste til retspraksis (U 1987.23 H og U 2006.1931 Ø), hvor domstolene i visse tilfælde havde tilladt kreditorer eller arvinger at anlægge sag selvstændigt, selvom betingelserne i Dødsboskifteloven § 109 ikke var opfyldt. Hun argumenterede for, at det ville være unødvendigt at genoptage dødsbobehandlingen blot for at få skifteretten til at fastsætte en frist efter Dødsboskifteloven § 109.

Frederiksberg Kommunes Argumenter mod Søgsmålskompetence

Frederiksberg Kommune fastholdt, at den materielle adkomst til kravet tilkom dødsboet efter afdøde. Kommunen anførte, at sagsøgeren ikke kunne reparere dette forhold ved at ændre sin påstand til betaling til dødsboet, da dødsboets eventuelle krav skulle indtales af dødsboet selv, jf. Dødsboskifteloven § 106. Kommunen påpegede, at boet, hvis ønsket, havde mulighed for at rejse kravet korrekt efter en genoptagelse af dødsboet, jf. Dødsboskifteloven § 103. Endvidere gjorde kommunen gældende, at Dødsboskifteloven § 109 udtømmende regulerer arvingers mulighed for at sagsøge på boets vegne, og at betingelserne herfor ikke var opfyldt i denne sag, hvorfor sagsøgeren manglede søgsmålskompetence.

Rettens Afgørelse

Retten gav Frederiksberg Kommune medhold i, at sagsøgeren under de foreliggende omstændigheder ikke havde søgsmålskompetence. Dette gjaldt, selvom sagsøgeren efterfølgende havde ændret sin påstand om betaling, således at kravet skulle tilfalde dødsboet.

Søgsmålskompetencen tilkommer dødsboet efter afdøde, og dødsboet bør derfor genoptages. Ved genoptagelsen kan dødsboet enten selv anlægge sag mod Frederiksberg Kommune, jf. Dødsboskifteloven § 103 og Dødsboskifteloven § 106, eller skifteretten kan fastsætte en frist for arvingerne til selv at anlægge sag, jf. Dødsboskifteloven § 109.

Sagen blev derfor afvist fra domstolene, jf. Retsplejeloven § 258, stk. 1. Afgørelsen henviste desuden til Vestre Landsrets dom af 22. april 2009 (U 2009.2014V).

Sagsøgeren blev pålagt at betale 22.000 kr. i sagsomkostninger til Frederiksberg Kommune inden 14 dage fra dato, hvilket alene vedrørte advokathonorar.