Landsrettens dom om frakendelse af advokatvirksomhed efter dom for bedrageri

Denne sag omhandler en anke fra Tiltalte mod Frederiksberg Rets dom af 17. april 2008, hvor Tiltalte blev idømt fængsel og frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed. Sagen drejer sig om en engelsk dom for "conspiracy to defraud", som blev tilpasset dansk ret.

Sagens Baggrund

Tiltalte, en advokat, blev i England idømt 4½ års fængsel for "conspiracy to defraud" (sammensværgelse om bedrageri) for et beløb på 2.135.000 engelske pund. Denne dom blev den 13. oktober 2005 tilpasset dansk ret ved Frederiksberg Ret, hvor Tiltalte blev idømt 2 års ubetinget fængsel for overtrædelse af Straffeloven § 279, jf. Straffeloven § 286, stk. 2, jf. Straffeloven § 23.

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af byrettens dom og præciserede, at Tiltalte som følge af den engelske dom og den danske tilpasning var uværdig til at udøve advokatvirksomhed, jf. Retsplejeloven § 138.

Tiltaltes Anke og Påstande

Tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse eller alternativt hjemvisning af sagen til byretten. Hjemvisningspåstanden var begrundet i, at byretten ikke havde tilladt Tiltalte at føre fire vidner.

Tiltalte fremsatte yderligere argumenter for landsretten:

• Forældelse: Henvisning til Straffeloven § 94, stk. 6.
• Retskraft: Gældende, at Frederiksberg Rets dom af 13. oktober 2005 i tilpasningssagen havde retskraft, og at dette samt proportionalitetshensyn burde føre til frifindelse.
• Sagsomkostninger: Gældende, at der ikke var hjemmel til at pålægge ham sagsomkostninger, med henvisning til Retsplejeloven § 1008, stk. 1.

Vidneforklaringer og Bevisførelse

For landsretten blev der afgivet supplerende forklaring af Tiltalte samt vidneforklaringer fra Vidne 1, Vidne 2 og Vidne 3. Forklaringerne omhandlede Tiltaltes involvering i "Virksomhedsgruppe"-sagen, herunder hans rolle som advokat, kommunikation med revisorer og andre involverede parter, samt baggrunden for den engelske dom. Tiltalte forklarede, at han ikke mødte op i den engelske sag på grund af manglende økonomiske midler til advokatbistand.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed. Retten fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen eller for at anse byrettens afgørelse vedrørende bevisførelsen for forkert.

Begrundelse for Afgørelsen

• Hjemvisningspåstand: Byretten havde ved kendelse af 11. december 2007 afvist anmodningen om afhøring af fire vidner, da skyldspørgsmålet blev anset for endeligt afgjort, og dokumentationen var omfattende, hvilket gjorde vidneafhøringen overflødig, jf. Retsplejeloven § 841. Landsretten, der efter anmodning fra Tiltalte havde afhørt tre af de fire vidner, fandt ikke grundlag for at tilsidesætte byrettens afgørelse.
• Forældelse: Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse for, at der ikke var indtrådt forældelse. Tiltaltes henvisning til Straffeloven § 94, stk. 6 kunne ikke føre til et andet resultat.
• Retskraft: Landsretten bemærkede, at spørgsmålet om rettighedsfrakendelse ikke var omfattet af den engelske straffesag eller den danske tilpasningssag. Anklagemyndighedens manglende forbehold for senere frakendelsessag begrænsede ikke adgangen hertil, der følger af Straffeloven § 11. Frederiksberg Rets dom af 13. oktober 2005 udelukkede derfor ikke en stillingtagen til rettighedsfrakendelse i denne sag.
• Uværdighed: Landsretten tiltrådte, at Tiltalte som følge af den begåede kriminalitet – idømt 2 års ubetinget fængsel for "conspiracy to defraud" (sammensværgelse om bedrageri) for 2.135.000 engelske pund, jf. Straffeloven § 279, Straffeloven § 286, stk. 2, jf. Straffeloven § 23 – var uværdig til den agtelse og tillid, der kræves til udøvelse af advokatvirksomhed, jf. Retsplejeloven § 138. Frakendelsen af retten til at udøve advokatvirksomhed blev derfor stadfæstet.

Sagsomkostninger

Landsretten fandt, at hverken Retsplejeloven § 1008, stk. 1 eller andre bestemmelser gav hjemmel til at pålægge Tiltalte sagsomkostninger i denne sag om rettighedsfrakendelse. Derfor skulle statskassen betale sagens omkostninger for begge retter, jf. Retsplejeloven § 1007, stk. 1.