Højesteret ændrer landsrettens kendelse: Advokat fritages for at afgive vidneforklaring i dødsboskiftesag

Sagen omhandlede spørgsmålet, om en advokat skulle pålægges at afgive vidneforklaring i en dødsboskiftesag, trods vidneudelukkelsesreglen i Retsplejeloven § 170, stk. 1.

Sagens Baggrund

En afdød person, der ikke efterlod sig livsarvinger, havde oprettet testamente med sin ægtefælle, hvor en nevø var indsat som universalarving. Boet blev udleveret til bobestyrerbehandling. Et væsentligt aktiv i boet var en slægtsgård, der var solgt for 9 mio. kr. kontant i 2010. Ifølge det seneste regnskab fra 2011 var egenkapitalen ca. 11,5 mio. kr., hvoraf 8.750.000 kr. angiveligt befandt sig i en bankboks.

Manglende Aktiver og Advokatens Rolle

Ved åbning af bankboksen fandtes ingen kontanter, men alene et brev dateret den 15. oktober 2010, stilet til universalarvingen. Brevet, som var udarbejdet af den kærende advokat, angav, at afdøde havde doneret sin formue til velgørende organisationer. Bobestyreren kunne kun registrere aktiver for ca. 850.000 kr. og ønskede derfor at afhøre advokaten om kendskabet til afdødes formuedispositioner og omstændighederne omkring brevet.

Tidligere Afgørelser

• Østre Landsret (27. august 2013): Afviste i første omgang at pålægge advokaten at afgive vidneforklaring. Begrundelsen var, at bobestyreren ikke havde udtømt alle muligheder for at klarlægge forholdene, herunder ved at afhøre afdødes søster, og det var ikke sandsynliggjort, at advokatens forklaring ville være af afgørende betydning.
• Efterfølgende Undersøgelser: Bobestyreren afhørte herefter flere vidner, herunder afdødes søster, og foretog yderligere undersøgelser. Da der fortsat ikke var afklaring om formuen, anmodede bobestyreren på ny skifteretten om at pålægge advokaten at svare på fire specifikke spørgsmål.
• Skifteretten i Næstved (28. august 2014) og Østre Landsret (29. september 2014): Pålå advokaten at afgive vidneforklaring.

Parternes Anbringender

• Advokaten: Hævdede at være fritaget for vidneforklaring efter Retsplejeloven § 170, stk. 1, da oplysningerne var kommet til hans kundskab som advokat for afdøde. Betingelserne for at ophæve tavshedspligten efter Retsplejeloven § 170, stk. 2 var ikke opfyldt, da forklaringen ikke var af afgørende betydning for boets behandling, og afdøde ville ikke have givet tilladelse til forklaringen.
• Advokatrådet (biintervenient): Støttede advokatens synspunkt og understregede vigtigheden af advokaters tavshedspligt for borgernes tillid til retssystemet. Tavshedspligten bør kun brydes i ganske særlige tilfælde, hvilket ikke var tilfældet her.
• Boet efter Afdøde: Anførte, at manglende dokumentation for donationerne kunne indikere afgiftsunddragelse eller strafbare berigelsesforhold. Da donationerne angiveligt var sket kontant fra bankboksen, og den eneste dokumentation var advokatens brev, var det nærliggende at antage, at advokaten havde oplysninger om afdødes formuedispositioner.

Højesteret ændrede Østre Landsrets kendelse og fastslog, at advokaten ikke skulle pålægges at afgive vidneforklaring. Retten lagde vægt på, at der ikke var grundlag for at antage, at afdøde ville have givet tilladelse til vidneforklaringen i henhold til Retsplejeloven § 170, stk. 1. Selvom afhøringen ikke vedrørte oplysninger, advokaten havde fået i en retssag eller ved rådgivning, og dermed potentielt kunne pålægges efter Retsplejeloven § 170, stk. 2, fandt Højesteret, at sagens beskaffenhed og dens betydning for den pågældende part eller samfundet ikke berettigede til at afkræve forklaringen. Der blev især lagt vægt på, at der var tale om advokatrådgivning af personlig karakter. Boet efter afdøde blev pålagt at betale 7.000 kr. med tillæg af moms i kæremålsomkostninger til advokaten inden 14 dage, forrentet efter Renteloven § 8 a. Kæreafgiften for Højesteret blev tilbagebetalt.