Sag om afvisning af anerkendelse af erhvervsevnetab på en individuel pensionsordning

Sagens omstændigheder

Klageren, født i 1953, havde en individuel pensionsordning i Skandia Danmark med dækning ved tab af erhvervsevne. Han klagede over, at selskabet afviste at anerkende et generelt erhvervsevnetab på mindst 2/3 fra 1/6 2008.

Klageren havde været selvstændig med en grossistvirksomhed i 25 år, hvilket indebar tungt, fysisk arbejde. Han ansøgte om ydelser i juni 2007 pga. tiltagende smerter og slidgigt i højre knæ, hvor han havde fået en totalprotese i januar 2007. Selskabet anerkendte et midlertidigt erhvervsevnetab fra 1/3 2007 til 1/6 2008.

Selskabet indhentede speciallægeerklæringer. Speciallæge P.T. vurderede i marts og april 2008, at klageren havde en fikseret ekstensionsdefekt i knæet og fortsat ville have problemer med belastninger og bevægeindskrænkninger. Selskabet vurderede i maj 2008, at klageren kunne klare administrative opgaver mere end de nuværende 2 timer dagligt og afviste yderligere udbetalinger.

Klagerens advokat anførte, at selskabet havde misforstået ressourceprofilen, og fremsendte kommunalt materiale og regnskaber. Selskabet fastholdt afgørelsen i november 2008, idet de henviste til klagerens egne oplysninger om arbejdstid og opgaver.

Efterfølgende blev der indhentet en yderligere speciallægeerklæring fra H.B. i februar 2009, som vurderede, at klageren delvist var egnet til administrative funktioner med hensyn til hans sygdomme. Selskabet fastholdt afgørelsen i marts 2009.

Parternes argumenter

Klagerens advokat argumenterede for, at klageren havde et generelt erhvervsevnetab på mindst 2/3, idet han henviste til en røntgenundersøgelse af columna cervicalis og bevilling af fleksjob i egen virksomhed med 2/3 løntilskud. Advokaten anførte, at fleksjobbet udelukkende var bevilget pga. helbredsmæssige gener, og at meromkostninger i virksomheden skyldtes klagerens sygdom.

Selskabet fastholdt, at klageren ikke opfyldte forsikringsbetingelsernes krav om et generelt erhvervsevnetab på mindst 2/3, hverken helbredsmæssigt eller økonomisk. Selskabet anførte, at det kommunale flekstilskud var bevilget ud fra en vurdering af klagerens arbejdsevne i det konkrete fleksjob, og at der ikke var foretaget en reel arbejdsprøvning. Selskabet anførte desuden, at klageren ikke havde lidt et økonomisk tab, der tilnærmelsesvis udgjorde minimum 2/3.

Nævnet fandt, at det på baggrund af det fremlagte lægelige og kommunale materiale ikke var godtgjort, at klageren havde mistet mindst 2/3 af sin generelle erhvervsevne. Derfor kunne klagen ikke tages til følge.